Per Jacobsen

Broen mellem to verdener

Ved genudgivelsen af den bosniske krønike Broen over Drina skriver Per Jacobsen om Ivo Andric som grænselandets digter og skildrer af århundredernes møder mellem korset og halvmånen

DA IVO ANDRICS (1892-1975) store krønike Broen over Drina udkom på dansk i 1961, var den ventet med spænding og nysgerrighed.

Dens forfatter havde som den første jugoslav netop fået Nobelprisen i litteratur, så mange var ivrige efter at stifte bekendtskab med dette storværk om broen og Bosnien, hvis ry var ilet forud. Og de fleste var enige om, at her var en forfatter af format, en fortæller med rødder i en balkansk tradition og med et humanistisk budskab, der svarede smukt til Nobelkomiteens høje, ideale krav.

Nu, mere end 30 år efter, hvor de sprænger broer i luften i Bosnien, og vi er vidner til de forfærdeligste forbrydelser mod forsvarsløse og uskyldige mennesker, kommer så Broen over Drina ud igen og vil vel hos mange vække forventninger om at læsningen af đen kan give noget der ligner en forståelse af baggrunden for uhyrlighederne, som medierne med deres forenklinger og øjebliksbilleder ikke har kunnet give.

Og skulle man vælge en enkelt forfatter og et enkelt værk ud blandt de jugoslaviske litteraturer, der kunne opfylde sådanne for-ventinger, er Andric og hans krønike om broen over den næsten mytiske grænseflod Drina, nok et af de bedste valg, man kunne træffe.

FOR ANDRIC er frem for nogen Bosniens digter, der gennem det meste af sit forfatterskab har skildret det møde mellem kulturer og nationer, der altid har fundet sted i Bosnien. Og ingen har som han vist tragikken i at leve i grænselandet mellem Øst og Vest, mellem Rom og Byzans, mellem halvmånen og korset, eller hvordan man nu i tidens løb har givet udtryk for det sammenstød og de konfrontationer, der tilsyneladende er Bosniens skæbne.

Andrics verden er delthed og grænser, grænser mellem systemer, religioner, civilisationer, men også mellem mennesker. Hans forfatterskab er en søgen efter svar på det brændende spørgsmål, om det er muligt at bygge bro og sætte over de kløfter og floder, der skiller.

I krøniken Broen over Drina skildres det lille samfund i byen Visegrad ved Drinafloden, der i århundreder har skilt det islamiske Bosnien fra det kristne, undertvungne Serbien, og endnu før det kætterske Bosnien fra det ortodokse Serbien.

Vi følger små og store begivenheder fra den tidlige novembermorgen i året 1516, da ideen om at bygge en bro over Drina fødes i den senere sa mægtige storvesir Mehmed Pasha Sokolovic og frem til første verdenskrig. Det er en beretning, der bred og episk flyder afsted, fuld af gode historier, der alle er tæt forbundet med broen og floden, det håndgribelige tegn på forsøget på at nå den anden bred, den anden kultur, det andet menneske.

Om det er muligt at nå over er stadig det åbne spørgsmål. Broen står tilsyneladende evig og uforanderlig, som de gode menneskers stræben, men måske er det altsammen kun en illusion, for da første verdenskrig bryder ud bliver broen demoleret og forbindelsen afbrudt.

De nationale drømme, splittelsen mellem ideer om fællesskab og en snæver nationalisme, der var en væsentlig del af de politiske programmer op til første verdenskrig, optager en stor plads i bogens sidste del, hvor de unge studenter - Andrics egen generation - fører hede debatter om en ideel fremtid og en ny sydslavisk stat. Det er denne stats sidste krampetrækninger, vi følger i denne tid, sådan som Andric kunne følge det gamle Jugoslavienskrampetrækninger, da han under anden verdenskrig skrev sin bog.

SAMTIDIG med den skrev han en anden roman, Travnikkrøniken (dansk titel Forvist til Bosnien , 1979), der i modsætning til den århundredelange beretning om Broen over Drina kun omfatter nogle ganske få år i begyndelsen af forrige århundrede, hvor de turbulente, storpolitiske begivenheder gjorde den bosniske flække Travnik til et mødested mellem Øst og Vest, da det vesteuropæiske kontinents to stormagter Frankrig og Østrig oprettede konsulater i byen for at drage politiske fordele af en tilstedeværelse i det tyrkiske Bosnien.

Konfrontationen og konflikterne i Travnikkrøniken er totale, alt og alle står i opposition til hinanden, Øst mod Vest, franskmændene mod østrigerne, ungdom mod alderdom, lys mod mørke, godt mod ondt. I denne verden af modsætninger bliver den, der befinder sig imellem dem, knust.

Det er grænselandet, Bosnien, og dets menneskers skæbne. 'Ingen ved hvad det vil sige, at blive født og leve på grænsen mellem to verdener, kende og forstå dem begge men ude af stand til at gøre noget for at de skal forstå og nærme sig hinanden, at elske og hade dem begge, vakle og famle hele livet, have to fædrelande og pa samme tid ikke have noget, være hjemme overalt, men alligevel være fremmed, kort sagt, leve som korsfæstet, men offer og gerningsmand på samme tid'.

DET ER Andrics pessimistiske budskab, som han varier i den lille roman Forbandelsens gård (da. 1964) med beretningen om de to rivaliserende brødre, der kæmpede om magten i Osmannerriget. En dualistisk myte, der hører sammen med både Broen over Drina og Travnikkrøniken og har lange forbindelser til Bibelens myter om Kain og Abel, Jakob og Esau.

Og alt: menneskelig erfaring, historieskrivning, krøniker, myter, fortællingerne ved ilden i fjerne tiders primitive samfund kan sammenfattes i dette ene: der findes to verdener, mellem hvilke der ikke er eller kan være nogen forbindelse, to verdener i evig krig med hinanden.

Ivo Andric: Broen over Drina. Oversat af Toni Liversage. (Gyldendal, 338 s., kr. 295).

Per Jacobsen, Broen mellem to verdener , ”Politiken”, 03/10/1993.