Per Jacobsen

Opgør med stalinismen

SE OP, Danmark

I jugoslavisk litteratur kan 80erne med god ret kaldes for 'ikonoklasternes ti-år'. Nationale, politiske og historiske myter tages op til revision, selv om det litterære opgør ikke har fundet sted udenmodforholdsregler fra regimets side. I serien om udenlandske bøger af interesse for danske læsere præsenterer Per Jacobsen romanværket Den Frafaldne, som med lidenskabelig kritik beskæftiger sig med stalinismens nedslag i menneskelige holdninger og i kommunistisk praksis i Jugoslavien.

SELV OM JUGOSLAVIEN er et land med et samfundssystem, der normalt betragter litteraturen som et velegnet middel til at konsolidere sin magt, har de jugoslaviske forfattere siden krigen gradvis kunnet frigøre sig og skrive om emner, der ikke altid har været i overensstemmelse med myndighedernes syn på det tilladelige - men at det ikke har været en fredfyldt frigørelsesproces vidner talrige affærer og retssager om.

Helten fra partisankrigen, den landsfaderlige Josip Broz Tito, den sidste store myte i nyere jugoslavisk historie, er nu borte og 80erne kan med god ret kaldes ikonoklasternes tiår. Den ene historiske, politiske og nationale myte efter den anden er blevet taget op til nøgtern overvejelse og det ene tabu efter det andet er blevet brudt, og mange gange har det været skønlitteraturen, der har ført an. Som da Danilo Kis med romanen Et Gravmæle For Boris Davidovic (dansk oversættelse 1983) startede en voldsom debat om stalinismebegrebet i 1973, eller som da Antonije Isakovic åbnede op for den store selvransagelse med sin roman Øjeblikket, der chokerede med sin skildring af de umenneskelige forhold på fangeøen Goli Otok, hvor den prosovjetiske fløj af det jugoslaviske kommunistparti sad interneret efter bruddet med Stalin i 1948.

Og for nylig har den serbiske forfatter Danko Popovic vakt furore med en lille roman Milutins Bog, der undersøger en af de mest livskraftige serbiske nationale myter, myten om Serbien som den samlende og ledende kraft i dannelsen af den jugoslaviske stat efter første verdenskrig. Under umådelige tab af menneskeliv i Balkankrigene og verdenskrigen, siger myten, opgav den serbiske nation sin suverænitet som stat, ofrede så at sige sin nationale selvstændighed for at samle serbere, kroater og slovenere i ét rige. Og man kan — mere nøgternt — tilføje, at dette rige lige fra begyndelsen og til i dag har været præget af nationale stridigheder, og Popovics bog munder også ud i spørgsmålet: Hvad har vi serbere haft ud af alle vore ofre? Havde det ikke været bedre at holde sig for sig selv? Spørgsmål, man naturligvis kun stiller, når de nationale problemer er ved at vokse én over hovedet.

Milutins Bog er blevet en af efterkrigstidens største bestsellere. Titlen giver associationer til det gamle testamentes bøger: Jobs Bog, Esajas Bog, Daniels Bog, og hovedpersonen, den gamle bonde Milutin, ligner med sin uendelige sagtmodighed mest af alt en serbisk Job, der ydmygt udholder de prøvelser, Herren dvs. skiftende regimer, sender over ham. Det er en stilfærdig bog, men den har ramt noget væsentligt for serberne, der mere og mere føler deres nationale identitet truet, ikke bare i konfrontationen med den albanske befolkning på Kosovo, men i det hele taget føler sig som syndebukke i den mere og mere polariserede multinationale stat.

Men det er ikke bare en serbisk national myte, Popovic holder frem i lyset, det drejer sig naturligvis samtidig om noget så grundlæggende som Jugoslavien som fællesstat for de mange nationer, en konstruktion, den socialistiske stat overtog fra det borgerlige Jugoslavien.

EN MYTE, der bestemt ikke er overtaget fra det gamle Jugoslavien, men som helt er skabt af det nye styre, er det jugoslaviske kommunistpartis historie i illegalitet i 30rne. Indtil for nylig havde, vi et billede af et tappert og forfulgt parti, der ikke skæmmedes af en alt for stærk betoning af fraktionsdannelser og magtkampe og heller ikke lagde for stor vægt på den omstændighed, at hele partiets strategi var styret af Komintern.

Sidste efterår udsendte den kendte forfatter Dobrica Cosic (herhjemme kendt gennem partisanromanen Fjernt Står Solen fra 1961) andet bind i sit store romanværk om det jugoslaviske kommunistparti i 30rne, de år, hvor de bitreste interne stridigheder rasede, hvor Komintern indsatte Tito som partiets generalsekretær, og hvor jugoslaviske partiledere i hundredevis forsvandt i Stalins udrensninger.

I første bind, Synderen, der kom i 1985, skildres en kreds af ledende jugoslaviske kommunister midt i deres illegale arbejde i Beograd op imod krigsudbruddet. De er beskrevet som følelseskolde, hensynsløse, rigide mennesker, der fanatisk ofrer alt — familie, venner, selvstændig tankevirksomhed — for at tjene revolutionen og Stalin. Hovedpersonen, synderen, er en intellektuel sympatisør, som i tugthuset, i samværet med de fængslede kommunister oplever, ikke det stærke indbyrdes sammenhold fra de gamle revolutionæres erindringer, men et stalinistisk mønstersamfund, som han må tage afstand fra, fordi menneskelig svaghed, hvad enten det er fysisk svaghed over for klassefjendens, dvs. politiets prygl eller åndelig svaghed som tvivl og anfægtelser, ikke tolereres, men straffes med boykot og udelukkelse af fællesskabet.

Og forfatterpersonen, der har viden om hvad der siden skete, kan spørge: 'Hvad er det for et samfund, der bygger på sådanne menneskers, først og fremmest umenneskelige egenskaber og hvad er det for et samfund, der ikke tolererer svaghed, men forlanger disciplin og underkastelse? Parallellen til jesuitisme er snublende nær.

'Hensigten helliger midlet' er ledetråden for al revolutionært arbejde, men sentensen er for Cosic moralsk forkastelig, fordi den fritager for samvittighedskvaler. De øvrige jesuitiske rekvisitter: anger, underkastelse og bod hedder i den leninistiskstalinistiske terminologi selvkritik og demokratisk centralisme.

I andet bind, Den Frafaldne, er hovedpersonen et ledende partimedlem, der kommer med i spillet om magten i partiet. En væsentlig del af bogen foregår i Moskva, i Kominterns kontrolkommission, der tager hånd om den rette ideologi, og ikke mindst på Hotel Lux, hvor kommunister fra alverdens lande er installeret under deres ophold i socialismens hovedstad. Atmosfæren i og omkring dette såkaldte hotel er tæt af mistro, angst, natlige arrestationer, spring fra femte etage. Det er en verden, der er delt i pålidelige og upålidelige, mellem gode og onde, rene og urene, alt sammen symboliseret ved et rødt, henholdsvis et gråt legitimationskort. Men intet er sikkert. Man kommer så let fra den ene kategori til den anden. En samtale i foyeren med en af de forkerte bliver bemærket og noteret og kon-trolkommisionen ved om den ved næste 'samtale'. Men en angivelse af en kammerat eller en ven, eller endnu bedre et familiemedlem kan gøre det hele godt igen.

DEN FRAFALDNE er en isnende bog, men den er ikke bare et vidnesbyrd om en dyster periode og et bidrag til vor viden om stalinismen som historisk fænomen. Hele Cosics store værk holder mennesket fast på dets ansvar over for en etik, man nærmest må kalde patriarkalsk, kristen. Mennesket stilles bestandig over for valg, som ingen doktriner kan hjælpe med at træffe, og det evige jesuitiske dilemma om mål og midler løses bestemt ikke med den revolutionære praksis, der blev grundlagt i 30rne.

Per Jacobsen, Opgør med stalinismen , ”Politiken”, 05/08/1987.