Per Jacobsen

Jugoslavisk litteratur efterkrigen

Her fortsætter kronikserien, der giver et indblik i mange landes litteratur. Per Jacobsen, der er lektor ved Slavisk Institut, Københavns Universitet, skriver om den jugoslaviske litteratur.

ER DET vanskeligt inden for en kroniks begrænsede rammer at give et nogenlunde dækkende billede af et lands litteratur sådan som den har udviklet sig i de sidste 30-40 ar, så er det det ikke mindst, når det drejer sig om så sammensat et fænomen som jugoslavisk litteratur. Den er nemlig et samlebegreb for flere litteraturer, der i tidens løb er opstået i det område, vi i dag kender som Jugoslavien. Den består af slovensk, kroatisk, serbisk og makedonsk litteratur, der i mange henseender er indbyrdes forskellige, først og fremmest fordi de er opstået under meget forskellige historiske og nationale omstændigr heder og siden har haft forskellige udviklingsbetingelser. Oppe i det nordvestlige hjørne var Slovenien lige fra middelalderen underlagt fremmede herskere og den første sloven-sksprogede litteratur opstod først med reformationen i det 16. århundrede, en litteratur, der siden har udviklet sig som en del af mellemeuropæisk kultuf men med sin tydelige nationale særpræg.

Syd og øst for Slovenien ligger Kroatien, Serbien, Bosr nien, Hercegovina og Monte-negro med omkring 85 pct. af Jugoslaviens befolkning, som taler ét sprog, serbokroatisk, men som nationalt er kroater, serbere eller montenegrinere, religiøst er katolikker, ortodokse eller muhamedanere og kulturelt er splittet imellem Rom og Byzans, Europa og Orienten, Centraleuropa og Balkan, den frie verden og Østblokken eller hvordan man nu i tidernes løb har udtrykt det kultursammenstød, der tilsyneladende altid har fundet sted i dette område. Det er ikke sært, at litteraturen på serbokroatisk er blevet mangeartet og at der er opstået mange forskellige litterære traditioner: en rig, byzantinsk inspireret helgenlitteratur i det serbiske middelalderrige, en blomstrende og frodig renæssancelitteratur i det 16. og 17. århundredes Dubrovnik og øvrige Dalmatien, en katolsk baroklitteratur i det 17. århundredes Kroatien og en rationalistisk og didaktisk litteratur både hos kroater og serbere i slutningen af det 18. århundrede. Og i løbet af det 19. og 20. årh. retninger og skoler, der lignede romantik, realisme, symbolisme og mange andre af de ismer, der er dukket op i europæisk litteratur. Impulserne, der er kommet udefra er blevet modtaget med større eller mindre modstand og træghed, men er altid blevet omformet og bearbejdet efter egne forhold og behov. Man har altid delt litteraturen på serbokroatisk i en serbisk og en kroatisk del, hvad der fra tid til anden har givet rivninger og stof til diskussion. Der er således bosniere i dag, der føler, at de hverken hører til den serbiske eller!den kroatiske litteratur, men at de er en del af en selvstændig bosnisk litteratur. Dilemmaet er reelt og har tilsyneladende også været det tidligere, selv om det måske var lettere førhen at acceptere Beograd (Serbiens hovedstad) eller Zagreb (Kroatiens hovedstad) som de litterære metropoler. Da Ivo Andrić gjorde sin entré i litteraturen i 1914 var det i Zagreb og oven i købet i en antologi, der hed 'Den unge kroatiske lyrik'. Senere blev han serbisk forfatter og da han fik Nobelprisen i 1961 regnedes det først og fremmest som en hæder til den serbiske litteratur. Det kan virke ironisk, at det sydligste område, Makedonien først fik sin egen litteratur efter afslutningen af 2. verdenskrig, for det var just i Makedonien, de første slaviske alfabeter (der var hele to) og den slaviske skrivekunst opstod i det 9. årh. Fra 1300-taUet og helt op i vort århundrede var Makedonien en tilbagestående tyrkisk provins, berøvet de mest elemetære betingelser for at udvikle, en selvstændig litteratur og takket være en effektiv national undertrykkelse fra serbere, bulgarere og grækere, der delte området, da tyrkerne trak sig tilbage i 1912, lykkedes det først efter anden verdenskrig at skabe de nødvendige betingelser for at udvikle en makedonsk litteratur i den jugoslaviske del af Makedonien, nemlig selvstændigt territorium og et normeret skriftsprog.

NAR DER i dét følgende skal gøres rede for litteraturen i efterkrigstidens Jugoslavien må det således nødvendigvis blive i meget store og grove træk med hovedvægten lagt på det, der midt i mangfoldigheden og forskelligartetheden er fælles.

Selv om det Jugoslavien, vi kender i dag er opstået gennem en revolution, altså ved et radikalt brud med fortiden på de fleste væsentlige samfundspolitiske områder var litteraturen i 1940rne og 50erne ganske tæt forbundet med tiden før krigen. Det skyldtes delvis, at de fleste af de forfattere, der var aktive før krigen fortsatte med at skrive, da krigen og revolutionen var slut. Det betød, at traditionerne fra mellemkrigstiden, først og fremmest den socialt engagerede og meget realistiske prosa blev ført videre. Naturligvis kunne ingen afvise krigen som tema. Men krigen havde ikke bare været en krig mod tyskere og italienere og deres allierede, den havde samtidig været en socialistisk revolution og altså en krig mod indre fjender. Denne omstændighed stillede visse krav til forfatterne om loyalitet over for systemet og om at skyde mere private synspunkter og synsmåder i baggrunden til fordel for den nye socialistiske stats 'almene' interesser. Denne opfattelse, at litteraturen i et socialistisk samfund skal underordne sig ideologien og som fordrer positive skildringer af det socialistiske samfund og dets opbygning blev lanceret af den sovjetiske forfatterforening i begyndelsen af 30rne under navnet socialistisk realisme. I Jugoslavien blev denne litterære metode måske diskuteret mere hidsigt end andre steder. I 30rne, vel at mærke. Det jugoslaviske kommunistparti og dets forfattere og ideologer (bl.a. Milovan Djilas) gik med brask og bram ind for den, men kroatisk og vel nok jugoslavisk litteraturs skarpeste pen og største forfatter, Miroslav Krleza, der døde for nylig, næsten 90 år gammel ville ikke være med. Han var lige så god en marxist som alle de andre, men hævdede med stor styrke og ætsende sarkasme, at talent var mere værd end politiske doktriner, at skønhed var et værdigt emne for kunstnerisk skaben og at kunst kun var kunst, så længe den ikke blev tjenestepige for den politiske ideologi. (Det sidste er hovedtemaet i hans drama 'Areteus' fra 1959). Debatten som strakte sig gennem det meste af 30rne og som er blevet kaldt 'konflikten på den litterære venstrefløj' er i dag velundersøgt og veldokumenteret gennem flere bøger og afhandlinger og den havde betydning for den socialistiske realismes skæbne i Jugoslavien, da landet var blevet en socialistisk stat, for selv om de litterære kommissærer, der forfægtede Zdanovs og Fadeevs litterære doktriner ved gud havde god vind i sejlene de første år efter 1945, blev den socialistiske realisme kun en kortvarig og betydningsløs episode i jugoslavisk litteratur. Det, Krleza havde sagt om den socialistiske realisme i 30rné var ikke glemt af de forfattere, der stod som modne og fuldt færdige forfattere, da krigen var slut og som i kraft af deres talent blev toneangivende. En af dem var Ranko Marinković, hvis novellesamling 'Hænder' fra 1954 er oversat til dansk.

Efter Jugoslaviens brud med Stalin i 1948, da illusionerne om det sovjetiske mønster blegnede, trak 'åndens ingeniører', som skulle konstruere det nye socialistiske menneske, sig tilbage og det blev da i også Krleza, der på den jugoslaviske forfatterkongres i 1952 holdt hovedtalen og begravede den socialistiske realisme i Jugoslavien.

Og i de år der fulgte åbnede Jugoslavien sig mod verden' uden for Østblokken. Vesteuropæiske og især nyere amerikanske, forfattere som Steinbeck, Hemingway og Faulkner blev oversat og til overflod læst sammen med ældre 'dekadente' som Proust, Joyce, Kafka, Baudelaire.

OG FØRST da, i 50erne, da det ideologiske pres på forfatterne var lettet noget, kom de store partisanromaner, der var bemærkelsesværdige, ikke bare fordi de kom 5-10-15 år efter krigens afslutning, men fordi deres skildringer var så langt fra de sort-hvide skabeloner og den helteforherligeise som genren ganske naturligt kunne tænkes at invitere til. Vi fik et par af dem på dansk: Cosićs 'Fjernt står solen' og Lalićs 'Klagernes bjerg' og de skildrede partisanerne som mennesker, der kunne være bange, som mennesker, der kunne have deres tvivl og anfægtelser om berettigelsen af det, de foretog sig og den revolution, de var med til at gennemføre. De er fortalt med en episk bredde, som nok især lå før de serbiske forfattere, det er i alt fald.dem, der dominerede inden for genren. Der var taje om realisme i god gammeldags forstand — den verden, der skildredes var den virkelige observerbare virkelighed, hvor begivenhederne indtræffer i den 'rigtige' rækkefølge, men efterhånden blev der mere og mere plads for personernes indre oplevelser og en større og større interesse for deres psykologiske reaktioner. Udviklingen, henimod en psykologisk realisme kan ses i de to nævnte romaner, Cosić's 'Fjernt står solen' fra 1951 og Lalić's 'Klagernes bjerg' fra 1962.

Men samtidig med denne episke realisme og delvis i modsætning til den kom et lyrisk, modernistisk gennembrud, hvis tyngdepunkt snarere lå i Zagreb, altså i den kroatiske litteratur. De unge lyrikere samledes først og fremmest omkring nogle nystartede tidsskrifter både i Zagreb og i Beograd og vigtigste tendenser i deres digte var en understregning af det subjektive og det individualistiske og en afvisning af alle doktriner. Politisk set blev de tålt (vi er stadig i begyndelsen af 50erne) for de var neutrale og fra systemets side havde man, meget pragmatisk, omformuleret en kendt sentens til 'den der ikke er imod os er, med os'. Den subjektive og delvis tillukkede intellektualisme i 50er-generationeris lyrik var nok inspireret af amerikansk og vesteuropæisk digtning, men havde først og fremmest sit udspring i den hjemlige situation og den fandt også udtryk i den senere prosa, der også var i opposition til den første efterkrigstids realisme. Selv om denne realisme ikke havde været af, hvad man kan kalde sovjetisk type, så var den dog klart på 'systemets' side og kunne i det lange løb ikke sige sig fri for en vis politisk utilitarisme, der havde givet visse forfattere mulighed for at opkaste sig til dommere over forskellige problemer i samfundet og at påtage sig rollen, som vejledere for en befolkning hvis virkelighed og dagligdag mere og mere antog form af en konfrontation med et stort, bureaukratisk apparat. Op gennem 60erne og 70erne blev der revolteret mod dette apparat. På arbejdspladserne blev strejker mere og mere almindelige, i slutningen af 60erne revolterede kroaterne imod hvad de anså for national undertrykkelse og social ulighed, en revolte, der rystede ikke bare Kroatien, men hele det jugoslaviske samfund og for nylig har begivenhederne på Kosmet til overflod vist at Jugoslavien er et land med dybe modsætninger.

I litteraturen genspejledes disse modsætninger og kriser med en stadig stærkere understregning af den enkelte i modsætning til den ydre verden. , I den såkaldte 'prosa i blue jeans' der havde hentet megen inspiration i J. D. Salingers 'The Catcher in the Rye' (da. 'Forbandede ungdom') skildredes især unge menneskers tilpasningsvanskeligheder i et mere og mere kompliceret og i grunden umenneskeligt samfund, hvor usympatiske men højst livagtige partipampere og smarte eksperter fører det store ord.

Eller vi træffer oprøret imod virkeligheden hos Miodrag Bulatović, der ofte i allegoriens form skaber en diabolsk og apokalyptisk verden af drifter og underbevidste projektioner, der næsten får bugt med den virkelige og bevidste verden.

DENNE balancegang imellem virkelighed og drøm, mellem realisme og fantasi er udgangspunktet for den eksperimenterende del af den jugoslaviske litteratur. Der eksperimenteres med virkelighedens to vigtigste dimensioner, tid og rum, der eksperimenteres med sproget og med dets muligheder for at udtrykke det kaos, som vor forestillingsverden består af og som en, lille litterær leg med litteraturen eksperimenteres der med de gode og prøvede litterære genrer. Men naturligvis er det den mindre avantgardistiske del'af litteraturen, der opnår de store oplagstal.

Partisan- og krigsprosaen eksisterer stadig, der udkommer hvert år romaner og novellesamlinger om den tid, men krigen og revolutionen er trådt i baggrunden og er blevet til en situation, en baggrund, der forstærker og forenkler konflikter og spændinger der ikke mere er bundet til nogen konkret tid, men snarere er almene/hvis ikke arketypiske. Genren er i udvikling og har fra det episk-historiske nærmet sig myten. En af de nyeste romaner om krigen, Voja Colanovićs. 'Venstre
håndflade, højre håndflade' fra sidste efterår er en Sisyfos-myte og Mirko Bozić's store roman 'Kroppe og ånder', også fra sidste år er beretningen om den evige splittelse, mellem ånd og materie. Dualismen i de to romantitler er symptomatiske for genren i dag.

Men samtidig er Bozić's roman et opgør med den ideologiske dogmatisme, også kendt under betegnelsen stalinisme som i de første efterkrigsår, indtil bruddet med Sovjet var en del af den officielle politik, men som på grund af en vis kontinuitet i stats- og partiapparatet på det nærmeste har været tabuiseret.

DET FØRSTE afgørende litterære anslag mod stalinismen og dens verdenssyn kom i 1977 med Danilo Kis's 'En grav til Boris Davidovic', én lille samling rystende eksempler på dogmatismen fra inkvisitionen til Stalins udrensninger og aktualiseret i undertitlen 'syv kapitler af en fælles historie' (min udhævning). Bogen vakte furore — blev tildelt fornemme litterære priser og samtidig fra anden side frakendt enhver litterær værdi. Lige siden har den så kaldte litterære polemik, en genre vi (heldigvis) ikke er så bekendt med i vort temperamentsløse litterære miljø, bølget frem og tilbage og inju riesagerne verserer stadig for forskellige retsinstanser i Beograd. Selv om motiverne til den voldsomme polemik kan have været både misundelse og nid, er der ingen tvivl om, at forbitrelsen i alt fald visse steder har været rettet mod bogens politiske budskab, hvis rækkevidde og aktualitet er åbenbar for enhver. .

LITTERATUREN i Jugoslavien er en del af europæisk litteratur med tilhørende forbindelser til amerikansk litteratur, hvilket dog ikke betyder, at man skal forvente at finde en jugoslavisk udgave af alle de fænomener, der i årenes løb har hærget den vestlige litteratur. Selv om der i Jugoslavien var noget, der lighede et studenteroprør i 1968 mangler, stort set det, vi herhjemme kalder 60er-genérationen, de ideologisk opvakte og politisk frelste årgange, der voksede op i forkælelse og velstand og som satte sig litterære eftermæler som bekendelseslitteratur, socialromantik og kvindelitteratur. Disse kategorier mangler i jugoslavisk litteratur, de er ikke ukendte som eksotiske fænomener, man har hørt eller læst om, de er båre ikke slået an, passer ikke ind i mønsteret.

MAN KAN næsten ikke tale om jugoslavisk litteratur uden at komme ind på nogle spørgsmål vedrørende den makedonske litteratur, som er spændende og må interessere enhver, der beskæftiger sig med fænomenet litteratur. Vi har her en litteratur, hvis hele historie så at sige udspiller sig for vore øjne og måske kunne man få svar på nogle af de spørgsmål, man normalt stiller til litteratur ved at undersøge deri nærmere. Hvordan er den opstået? Ved et dekret eller er den brudt løs af sig selv, da hindringerne for en fri udfoldelse var væk? Hvilke faser har den gennemløbet? Hvilke impulser fra omverdenens etablerede litteraturer kan man genfinde og hvordan har de manifesteret sig og hvilken rolle har landets egen folkelige digtning spillet, for naturligvis var Makedonien ikke litteraturløs i streng forstand, én form for digtekunst levede gennejn tiderne, stærkt og traditionsrigt trods national undertrykkelse, nemlig den mundtligt overleverede folkelige digtning.

Hvordan end svarene på sådanne og andre spørgsmål bliver, er makedonsk litteratur et eksempel på hvordan vor vesterlandske litteratur måske har udviklet sig, fra uklare mytiske forestillinger til vore dages komplicerede litterære former. Det mest slående vgd makedonsk litteratur fra dens begyndelse i 1945 og til i dag er den fremtrædende plads, lyrikken indtager sammenlignet med prosaen, der som regel ikke hæver sig op over traditionel, endimensional fortælleform. Det ser i virkeligheden ud, som om prosaen er et langt mere forfinet og sammensat kunstnerisk udtryk end lyrikken og at man ligefrem kan måle en litteraturs udvikling og stade ved at undersøge, hvordan dens prosa er. Kaster man et blik på de andre jugoslaviske litteraturer, ser betragtningen ud til åt være rigtig. Igennem 1800-tallet blev der skrevet megen god lyrik meri kedelig prosa, først dette århundrede har frembragt så fremragende prosaister som Miroslav Krleza; Ivo Andrić, Ranko Marinković og Miodrag Bulatović, for blot at'nævne nogle af dem, danske læsere kan stifte bekendtskab med.

Per Jacobsen, Jugoslavisk litteratur efterkrigen , Politikens Kronik, 13/04/1982.