Per Jacobsen

Når retten læser digte



Der er netop — i fuld offentlighed — afsluttet en retssag mod en serbisk forfatter i Jugoslavien. Han har løjet om sit land, han har krænket dets helligste værdier. Sagen udviklede sig bl.a. til en strid om, principperne for litterær analyse. Lektor Per Jacobsen, Københavns Universitet, med speciale i serbokroatisk litteratur, skriver i kronikken om retssagen og dens perspektiver.

 

FOR NYLIG afsluttedes i Beograd en retssag mod den 40-årige serbiske digter Gojko Djogo, der stod anklaget for overtrædelse af den jugoslaviske straffelovs paragraf 113, der handler om udbredelse af fjendtlig propaganda. Processen har vakt opsigt i ind- og udland, for det er første gang man i Jugoslavien har ført en retssag i fuld offentlighed imod en forfatter, der i skrift er gået systemet og dets hellige køer for nær.

Ifølge anklageskriftet, der sammen med sagens øvrige dokumenter er offentliggjort i et af de sidste numre af den serbiske forfatterforenings blad, har Djogo overtrådt straffeloven ved i en digtsamling at give en 'ondsindet og usandfærdig' fremstilling af samfundsforholdene og de politiske forhold i Jugoslavien. Ved, som det hedder, gennem antydninger og omskrivninger at hævde, at der ikke er frihed og demokrati i Jugoslavien, at ingen bestiller noget, at alt er håbløshed og at hele samfundet er centreret om en grænselos persondyrkelse. Han har dertil forklejnet alt hvar nationen har frembragt under den socialistiske revolution og på det groveste krænket det jugoslaviske samfunds højeste værdier og symboler.

Den bog der havde pådraget sig anklagemyndighedens opmærksomhed og fortørnelse var digtsamlingen 'Uldtider', der udkom i april i år på dét store og ansete Beogradforlag 'Prosveta'. Det er digte med rod i gamle slaviske sagn og legender, der er befolket med guder og mystiske dyrevæse-ner som slanger, ravne, rotter osv. osv. Det var seks af disse digte der ifølge anklageren 'uden nogen tvivl' indeholdt grove hentydninger til forholdene i landet, til præsident Tito og nationens forhold til ham og hans minde.

DEN offentlige anklager har måttet se sig selv i den sikkert uvante rolle som litterær fortolker og hans udlægninger af Djogos digte er også håndfaste og kontante, som man kan forvente af en person, der til daglig er optaget af at tolke lovparagraffer og hvis forhold til sproget er præget af en professionel-juridisk overbevisning om, at der findes en nøgle, som så at sige kan lukke enhver tekst op og klart og utvetydigt åbenbare dens indhold og mening for læseren. Når Djogo således i et af sine digte skriver: 'Vor hellige uge har 365 dage og sådan har det været i 40 år,' så er dér for den offentlige anklager ingen tvivl om, at det 'ganske i strid med sandheden' siges, at ingen i Jugoslavien bestiller noget. Og lige så klart er det, at der er tale om præsident Tito, når det i samme digt siges, at vores helgen aldrig dør og at alle, undtagen de døde og lænkede, danser omkring denne helgen, at nattergale synger hans pris, at både sorte og hvide lytter til hans ord, at han har bestemt alles skæbne, men at han har giftsnoge i ærmet.

Allusionen til den afdøde landsfader skulle også være tydelig i 'Balladen om kejserens hoved': 'Et bronzehoved tænker på os, hvert hus, hver have, hver gade ejer dette bronzehoved. Det sysselsætter en blymine, en zinkmine og et stort støberi i hovedstaden. Mange hoveder har måttet rulle, for at dette hoved kunne sættes på folkets skuldre. Soldater, offerpræster, tjenere og dommere falder på knæ for det, selv om guderne har sagt, vi ikke må tilbede mørke magter.' Digtet slutter med at spørge, hvorfor ingen gør en ende på bronzealderen og kaster hovedet i smeltedigelen.

I et tredje digt ser anklageren et klart ønske om at fremstille Jugoslaviens opbygning af det socialistiske samfund som absurd, og han belægger sin fortolkning med et citat: 'Oh Gud, ser de da ikke, at det, de gør er nytteløst' — Ravnen skriger på grenen, uheldsvangre dage er kommet — ti, kære, blød ikke'.

Og når der i et fjerde digt, 'Slangen på Republikkens Plads' tales om fårene, der fredeligt græsser på Terazije (Beograds hovedgade) og kun lytter til førerfårets klokke, så udlægges det af anklagemyndigheden som en skildring af det serbiske folks utålelige og uudholdelige' situation i dagens Jugoslavien. Og i de to øvrige digte, der specielt er nævnt i anklageskriftet rejses stort set de samme anklager med nogenlunde samme bevisførelse.

Dette var i det væsentlige 'sagen', den påståede overtrædelse afstraffeloven og anledningen til en retssag, hvor anklagede erklærede sig ikke-skyldig og i sin forsvarstale drejede sagen ind på et spor, der har gjort den interessant også uden for Jugoslaviens grænser. Den kom nemlig dybest set til at dreje sig om retten til at fortolke kunst og retten og magten til at kanonisere sin fortolkning. Det er et perspektiv, der har gyldighed mange steder og berører alle, der udtrykker sig kunstnerisk og er udsat for trykket fra én toneangivende elite eller forsvarer sig imod at få påduttet andres fortolkninger.

SOM SÅ mange andre jugoslaviske forfattere har Gojka Djogo en universitetsuddannelse i litteraturvidenskab bag sig og hån er ikke bare belæst men også meget bevidst om sit erhvervs teoretiske ballast. Hans afsluttende tale i retten lignede mest af alt en forelæsning over nogle af litteraturens grundlæggende spørgsmål og problemer, om forholdet mellem forfatter og læser, om forskellen mellem lyrik og prosa og om poesi, hvis inderste væsen er flertydighed. Blandt meget andet sagde Djogo, at digteren véd lige så lidt om sine digtes budskab som læseren, og det gælder naturligvis også når digteren er ham selv og når læseren er den offentlige anklager. Læseren kan have sine formodninger og være overbevist om at have ret i sine fortolkninger, men kommunikationen mellem de to horer op, når han forlanger svar på spørgsmål, som digteren ikke kan besvare og til stadighed er overbevist om, at det væsentlige endnu er skjult og at det er hans opgave at afsløre det skjulte.

Digteren er så at sige inde i digtet og læseren udenfor og den dør, der er imellem dem er låst og der er ingen nøgle. Digteren bliver dømt, ikke på det han siger, men på det, han ifølge den offentlige anklagers mening og tolkning har i sinde at sige. Efter Djogos mening bunder hele miseren i en forkert antagelse af, Kvad kunst og specielt hvad poesi er. Poesi er ikke, som anklageren tror, et system af tegn, der kan afkodes og forstås fuldt ud, hvis lyrikefen præcis vidste, hvad han ville sige, ville han ikke skrive poesi men prosa. Poesiens virkemidler, versifikation, figurer, metaforer osv. har en ældgammel, magisk funktion, der ikke har til opgave at skildre og afbilde, men at antyde og fremmane. Det poetiske sprogs mening har intet tilfælles med det videnskabelige sprogs mening. Det er muligt at tale om det, der kan have inspireret digteren, men meningen, budskabet, tendensen, forholdet til virkeligheden, til 'sandheden', kan man ikke sige noget om og han selv nægter kategorisk at identificere indholdet i sine digte med noget uden for dem. Og som en lille demonstration af det relative i enhver fortolkning og det usikre i enhver identifikation med den ydre verden, citerer han et af sine egne elskovsdige:

Krumt sammenbøjet,
gennenborer pigen
klør, gør ondt,
står godt.

- en lille sag, som kan gøres til genstand for en analyse, der vil kunne afdække flere erotiske, næsten pornografiske lag. Men det hele er et trick – det er slet ikke et digt af Djogo, men en gammel, folkelig gåde, hvis rette svar er 'Øresmykke' og med den nye viden, som den rette sammenhæng giver os, forekommer beskrivelsen af øresmykket os træffende og vi glemmer det erotiske og frivole indhold. På samme måde er, hævder Djogo, hans digte blevet fortolket med en forkert nøgle.

Den moderne poesi er karakteriseret ved et åndeligt fællesskab, der går på tværs af alle landegrænser, der bruger stort de samme virkemidler, de samme metaforer, den same teknik og de samme motiver, så når Bert Brecht digter om regimets forbrydelser eller Zbigniew Herbert om kejseren, der bor i sit marmorslot, omgivet af politibetjente, så kunne man, hvis man anvedte den offentlige anklagers litterære metode også tolke det som grove allusioner til Jugoslavien og præsident Tito.

I slutningen af sit forsvar slår Djogo fast, at kun et samfund, hvor friheden ikke er indbygget, forsvarer sig imod poesi ved hjælp af lovparagraffer. ‘Ved at forsvare min poesi ønsker jeg at forsvare vort samfund og at modsætte mig enhver form for utilitarisme, der vil sælge poesi som ideologi. Igennem mange år har Miroslav Krleza lært os, at forfatteren må og skal være dissident og defaitist over for stat og institutioner og over for nation og autoriteter. Er tiden nu kommet hvor vi skal skifte skole?

VED domsafsigelsen (den 17. september) kunne retten ikke give Djogo medhold i de synspunkter, han hacdde fremført, men fandt ham skyldig og idømte ham to års fængsel. I domspræmisserne, der meget detaljeret går ind på alle Djogos argumenter, hedder det, at selv om der blandt litteraturteoretikere er enighed om, at poesi og især moderne poesi er mangetydig og lagdelt, og det ofte kan være vanskeligt at fastslå dens indhold og mening, så er der dog blandt de samme teoretikere en udstrakt enighed om at det alligevel er muligt at afdække en mening og et budskab i det meste af den moderne poesi. Al poesi – også den moderne – er rettet imod læseren, og læseren er i stand til og i sin gode ret til at fortolke denne poesi og finde en mening med den. Selv om poesi og kunst på væsentlige punkter adskiller sig fra anden menneskelig aktivitet, er den autonomi ikke absolut og den repræsenterer ikke en sandhed, der er forskellig fra andre sandheder.

Det var for retten ingen tvivl om, at digtene fremfor at bevæge sig i et mytisk og tidløst rum, tværtimod med deres allusioner og rekvisitter handler om den aktuelle jugoslaviske virkelighed, sådan som den har udviklet sig de sidste fyrre år – en periode som Djogo i sit forsvar sel havde fremhævet som en periode fuld af kultur og riter, mørke magter, skræksyndromer og en tid med flere diktatorer og despoter end hele den forudgående historie. Retten fulgte derfor anklageren og dømte Djogo efter anklageskriftet for at have overtrådt straffelovens propagandaparagraf ved ‘ondsindet og usandfærdigt at have skildret samfundsforholdene og de politiske forhold i landet …’ – Ondsindet fordi han efter rettens opfattelse havdde haft til hensigt at skade landets interesser og usandfærdigt fordi hans fremstilling ikke havde noget hold eller kun delvis havdde hold i virkeligheden eller fordi den indegholdt en forkert fortolking af virkeligheden.

DET jugoslaviske establishment har med denne dom demonstreret, at det ikke tolererer hvadsomhelst. Men måske var dommen lige så meget en advarsel til forlagene, der har en væsentlig andel i administrationen af ytringsfriheden, om i fremtiden at være mere påpasselige med, hvad de lader slippe igennem. Det viste sig nemlig under retssagen, at Djogo havde føjet et par af de anklagede digte til samlingen efter at den var blevet antaget – og vel at mærke uden at forlaget tilsyneladende havde lagt mærke til det. Måske er det til syvende og sidst forlaget der i rettens øjne er den egentlige ansvarlige for hele denne retssag, så måske er der hold i de rygter, der går i Beograd om, at Djogo aldrig kommer til at afsone sin straf.

Systemet har ført sig meget lempeligt frem i hele sagen, selv om der tilsyneladende stadig er ‘rigtige’ og ’forkerte’ fortolkninger af virkeligheden.

Per Jacobsen, Når retten læser digte, Politiken Kronik, 07/12/1981.

На Растку објављено: 2008-05-12
Датум последње измене: 2008-05-11 08:00:55
 

Пројекат Растко / Пројекат Растко Данска