Per Jacobsen

Renæssance

 

Ved den tid, da Balkan på grund af tyrkernes erobringer blev tabt for resten af Europa, bredte det store åndelige opbrud, renæssancen, sig fra de italienske bysamfund ud over Europa - først massivt over havet til Dalmatien, dernæst og langt mere trægt over Alperne til Mellemeuropa for tilsidst og udtyndet at nå Nordeuropa.

I kraft af sin beliggenhed ved en af de store handelsveje til Balkan og Orienten blev Dubrovnik snart det dalmatinske kystlands betydeligste by og formåede at holde sig uafhængig af Venezia i modsætning til byer som Split og Zadar. Men selvom Venezia aldrig fik formel eller virkelig magt over Dubrovnik, var det dog herfra de afgørende kulturelle impulser kom. Med friheden og rigdommen fulgte de bedste muligheder for kulturel virksomhed og kunstnerisk skaben, og Dubrovnik blev det ubestridte centrum i dal-matinsk kunst og kultur i 14- og 1500-tallet - den dalmatinske renæssances blomstringstid.

 

Dalmatien og Italien

Selvom Dalmatien i sine kulturelle forbindelser med Italien i det store og hele var den modtagende part, gik trafikken begge veje. Italienske bygmestre og kunstnere udførte arbejder først og fremmest i Dubrovnik, men også i andre byer, mens dalmatinere i Italien fandt muligheder for arkitektonisk og kunstnerisk udfoldelse. En af dem var Luciano Laurana (1420-79), der byggede hertugpaladset i Urbino. Hans yngre bror, Franjo, som den italienske kunsthistorie har taget til sig som Francesco Laurana (1430-1502), var arkitekt og billedhugger og virkede flere steder i Italien. Fra hans tid ved fyrstehoffet i Napoli stammer relieffet på triumfbuen for Alfonso V's indtog i Castel Nuovo og et par portrætbuster. Miniaturemaleren Julije Klovic, Giulio Clovio, der var født i Dalmatien i 1498, slog sig allerede i sin ungdom ned i Venezia, hvor han var et fremtrædende medlem af den dalmatinske kunstnerkoloni, der gik under navnet Schiavoni, »Slaverne«.

Af dem, der arbejdede i Dalmatien, bør nævnes Juraj Dalmatinac, der blev født i begyndelsen af 1400-tallet og døde i Sibenik i 1473. I sin arkitektur var han stadig påvirket af gotikken. I virkeligheden slog den lidt tunge renæssancearkitektur, som kendes fra især palazzo' er , aldrig rigtigt igennem i Dalmatien. Da for eksempel Rectorpaladset i Dubrovnik skulle genopbygges efter en brand i 1462, blev resultatet en skønsom blanding af dalmatinsk gotik og veneziansk højrenæssance. Og det er et særsyn i dalmatinsk bygningskunst, når man ved domkirken i Trogir finder et kapel i ægte renæssance. Det blev opført af italieneren Nicolo Fiorentino mellem 1468 og 1484.

 

Renæssancen

Selvom renæssancen satte sit umiskendelige præg på kunsten og arkitekturen i Dubrovnik og andre dalmatinske bysamfund, var det litteraturen, der blev Dalmatiens væsentligste bidrag til den europæiske renæssance-kultur.

Grobunden for litterære sysler var de skoler, der blev grundlagt eller moderniseret op gennem 1400-tallet. Det var ikke mindst indkaldte italienske lærere, der stod bag denne opblomstring af skolevæsenet. De gamle klosterskoler fik et mere verdsligt præg; eleverne skulle ikke længere først og fremmest uddannes til gejstlige bestemmelser, men også til at virke ude i det, vi i dag ville kalde erhvervslivet. Handel og søfart, der var kilderne til velstanden, krævede nye kundskaber, og efter skolegangen i hjembyen kunne studierne fortsættes i Italien - mindre formuendes begavede børn ofte på offentlige stipendier.

Efter afsluttede studier i Padova, Firenze, Bologna eller andre italienske lærdomscentre forsøgte de hjemvendte naturligvis at omplante den nye tids ånd og kultur til deres hjemby. Der blev grundlagt akademier og biblioteker, hvor fortiden blev studeret og dyrket. Begejstringen for antikken blev i rigt mål næret af mange mindelser om romernes tilstedeværelse i Dalmatien. I Split stod Diocletians vældige palads som et storslået minde om denne kejser (s. 43), som traditionen snart gjorde til de slaviske dalmatineres landsmand. Ikke langt fra Split lå Salonas ruiner (s. 48), og næsten ligegyldigt, hvor i Dalmatien man gravede, stødte man på rester af gamle romerske villaer.

Men Dalmatiens fortid var ikke begyndt med Rom. Før den romerske erobring lå en gylden og legendarisk tid, hvor illyrerne havde hersket; den illyriske stamme dalmaterne havde givet navn til hele provinsen og levede nu videre i de nuværende beboere. Man overhørte de få nøgterne stemmer, der hævdede, at slaverne først var vandret ind på Balkan længe efter, at illyrerne var forsvundet, og derfor ikke kunne være deres direkte efterkommere. Balkans turbulente og dramatiske historie gav i øvrigt næring til mange andre fantasifulde teorier. En teori fra 1601 om, at kroaterne nedstammer fra goterne, blev under Anden Verdenskrig taget op af den kroatiske Ustasabevægelse (s. 35), der ønskede at gøre kroaterne til ariere.

Afhandlinger om historiske eller religiøse emner såvel som højstemte elskovs-kvad blev skrevet på tidens videnskabelige sprog, latin. Men fra 1400-tallets midte begyndte en kunstlyrik på det folkelige sprog, kroatisk, at pible frem, ikke uventet med kraftige mindelser om italiensk lyrik.

 

Digterne

De første dalmatinske trubadur-digtere var Sisko Mencetic og Dzore Drzic, der levede i Dubrovnik i anden halvdel af 1400-tallet og i begyndelsen af 1500-tallet. Højdepunktet for den dalmatinske trubadurlyrik nåedes i Dubrovnik med Andrija Cubranovic, hvis hovedværk, maskespillet »Zigeunerinden«, blev trykt i Venezia i 1599.

På øen Hvar skrev Hanibal Lucic »Slavinden«, det første verdslige drama i Dalmatien om en forsmået bejler, der løskøber sin elskede, der er fanget og sat til salg som slavinde på torvet i Dubrovnik. Og Petar Hektorovic, ligeledes fra Hvar, skrev en indtagende beretning »Fisketuren og fiskernes samtale«, i hvilken vi finder de første folkeviseoptegnelser i kroatisk litteratur. Petar Zoranic fra Zadar affattede den første kroatiske roman »Bjergene«, der blander en god del patriotisme ind i renæssancelitteraturens smagfulde hyrdemiljø.

To digtere af vidt forskelligt temperament danner højdepunktet i den dalmatinske renæssancelitteratur: Mavro Vetranovic og Marin Drzic. Vetranovic var benediktinermunk og svang svøben imod tidens umoral og løsagtighed i et stort anlagt, men ufuldendt epos, »Pilgrimmen«. Var Vetranovic en streng dydens og moralens vogter,_var Marin Drzic til gengæld et ægte og ukristeligt renæssancemenneske, der priste ungdommen og letsindet. Hans komedier og farcer er skrevet for at more og underholde og opføres stadig over hele Jugoslavien. Personerne i »Spøgen med Stanac« eller i hovedværket »Onkel Maroje« er typer, vi kender fra den italienske renæssancekomedie: Gnieren, den slagfærdige tjener, den letsindige søn, den plumpe og godtroende bondeknold. De er tegnet med en realisme og et væld af detaljer, der gør dem levende og ægte den dag i dag.

Med de to Dubrovnik-digtere Dinko Ranjanin og Dominko Zlataric klang den dalmatinske renæssancelitteratur ud. Det var eri litteratur, der trods sit italienske udspring besad en originalitet, der gjorde den til en selvstændig og levende litteratur med sin nationale egenart og identitet.

Dubrovniks økonomiske og politiske selvstændighed var frugten af en behændig balancegang og et diplomatisk spil. Denne Dubrovniks frihed og indbyggernes selvbevidsthed gjorde byen til et ægte renæssancesamfund, og Mavro Vetranovic kan igen og igen prise friheden og sin hjembys kloge og henholdende politik overfor tyrkerne. Det var undertiden en hårfin balance, og byens vise fædre kunne naturligvis ikke lade digtere og andre sætte byens frihed på spil med uansvarlige skriverier. I hele renæssancen eksisterede der ikke noget trykkeri i Dubrovnik, så rådet kunne med ren samvittighed hævde, at dér i byen blev der ikke trykt noget, som kunne genere eller fornærme tyrkerne.

Det øvrige Dalmatien var som veneziansk besiddelse bestandigt truet af tyrkerne, hvilket i høj grad har givet litteraturen fra Zadar, Split, Hvar, Trogir og andre steder fra et nationalt og patriotisk engagement, der er mindre udtalt i Dubrovnik-litteraturen. Når Marko Marulic fra Split i sit epos »Judith« digter om israelitternes frygtindgydende fjender, er det i virkeligheden de tyrkiske horder, han udmaler for sine læsere. Judith, der står alene over for Holofernes, bliver et symbol på Dalmatien, som også David i det latinske epos »David«. I Lucics »Slavinden« møder vi mindelser om de kristne kroatiske hæres skæbnesvangre nederlag til tyrkerne på Krbavsko Polje i 1493, og i Zoranics hyrderoman »Bjergene« er kystlandet en fredfyldt verden i modsætning til bjergenes nød og elendighed.

Litteratur:

  • C. Stief, Renæssancen i Dalmatien, København 1968.
  • P. Jacobsen, Litteraturen i Jugoslavien 1, Kroatisk litteratur 1800-1945, København 1988.

Per Jacobsen, Renæssancen , „SFINX“, 1990, 13. årg., nr. 2, s. 70-73.

На Растку објављено: 2008-06-16
Датум последње измене: 2008-06-16 16:21:32
 

Пројекат Растко / Пројекат Растко Данска