Per Jacobsen

Ungarn

Trods en del indre turbulenser mellem de to regeringspartier, det konservative Ungarske Borgerparti-Fidesz og det populistiske Uafhængige Husmandsparti, der sammen havde haft regeringsmagten siden sommeren 1998, var 1999 et nogenlunde stabilt år. Årets store positive begivenhed var naturligvis Ungarns optagelse i NATO den 12. marts kort tid før alliancen fejrede sit 50 års jubilæum og kun 10 år efter Berlinmrens fald, og 14 dage før alliances bombardementer af Jugoslavien satte ind. Men der var også negative momenter. Et af dem var styrets forsøg på med udemokratiske midler at undertrykke røster, der var kritiske over for den politik, regeringen forte. Forholdet mellem regeringen og oppositionen skærpedes også i løbet af året, og befolkningens støtte til regeringen mindskedes mærkbart, især fordi Fidesz under valgkampen i 1998 havde stillet en rekke, nærmest socialdemokratiske reformer i udsigt. Løfter om sociale forbedringer og en skattereform, som ikke blev indfriet da partiet, ledet af den 36-årige Viktor Orbán kom til magten.

Den tendens tu polarisering af det politiske liv i Ungarn, som allerede havde gjort sig gældende nogle år, fortsatte og forstærkedes igennem 1999, så det politiske spektrum efterhånden var blevet reduceret til en national(istisk)-konservativ blok over for social(istisk)-liberale kræfter. De to tidligere regeringspartier, der var gået katastrofalt tilbage ved parlamentvalget i 1998 forsøgte nu igen at genvinde noget af støtten i befolkningen ved at appellere til middelklassen. Socialistpartiet (MSzP) som et socialdemokratisk parti, Alliancen af frie Demokrater (SzDSz) med et helt nyt program, der blev vedtaget i december. Men begge partier har trods alle anstrengelserne haft svært ved at slå igennem i meningsmålingerne. Samtidig har premierminister Orbán taget skridt til at begrænse parlamentets funktioner, således at der kun afholdes én fælles parlamentssamling hver tredie uge. På den måde er lovgivningsarbejdet blevet bremset, og parlamentets kontrol med regeringen blevet begrænset. Ifølge oplysninger fra oppositionen blev forespørgselsdebatterne skåret ned til under det halve af tidligere. Regeringen besluttede også at ændre reglerne for parlamentets forretningsorden, så den kunne ændres ved simpelt flertal og ikke som før, hvor der krævedes to trediedeles flertal for sådanne ændringer. I marts erklærede forfatningsdomstolen regeringens skridt for forfatningsstridigt, hvad der imidlertid ikke fik regeringen til at genindføre den tidligere mødehyppighed. Det var tydeligt, at Orbán forsøgte at styrke premierministerembedet og at indføre en slags kanslerstyre i stedet for det parlamentariske system, der blev indført i 1990 og som i et tiår har bygget på konsensus i alle væsentlige politiske spørgsmål.

Så fronterne i Ungarns politiske liv er ved at blive trukket skarpere op, end de har været tidligere, og oppositionen er tilsyneladende for svag til at stille noget op.

Et af de områder hvor regeringen søgte at gøre sin indflydelse gældende vai i medieverdenen. Da regeringen og oppositionen i fæ1esskab skulle væ1ge medlemmer til den kommission, der overvåger de ungarske public service medier opstod der igen en parlamentarisk krise. Med hjæ1p fra det ultranationalistiske Sandheds og Livsparti (MIÉP), der ikke er med i regeringen, fik regeringen flertallet af pladserne i mediekommissionen, hvad der fik oppositionen til at boykotte kommissionen. Ifølge medieloven af 1996 skal regeringen og oppositionen have lige mange medlemmer af TV- og radiobestyrelserne. Den nye mediekommission indsatte Laszlo Szabó Zsolt som ny direktør for det ungarske fjernsyn (MTV). Han kom øjeblikkelig i konflikt med de ansatte, fordi han fyrede 1.000 af de 2.600 medarbejdere. Selvom om en økonomisk reform af institutionen var nødvendig, protesterede de ansatte mod det, de hævdede ikke bare var ulovlige men politisk motiverede fyringer.

Det var de elektroniske medier der var den politiske slagmark. Selvom det konservative regeringsparti Fidesz forsøgte at købe sig til indflydelse i de konservativt orienterede aviser, og også forsøgte at overtale den schweiziske bladkonge Jörg Marquard til at sælge den liberale avis Magyar Hirlap til regeringen, var de trykte medier med de store oplagstal stort set på opposistionens hænder. De to regeringsaviser Napi Magyarorszag med et oplag på 40.000 og Magyar Nemzet med et oplag på 60.000, kunne slet ikke måle sig med socialisternes hovedorgan Nepszabadsag med 840.000 læsere. Men regeringen påbød statsejede virksomheder kun at annoncere i regeringsaviserne.

EU

Regeringens forskellige initiativer inden for medieverdenen fik vesten til at reagere. EU, der holder et vågent øje med forholdene i ansøgerlandene udtrykte i sin årlige kommissionsrapport bekymring over regeringens indblanding i medieforhold. Og også situationen for de 600.000 sigøjnere blev kritiseret. Som befolkningsgruppe er sigøjnerne stadig udsat for diskrimination på arbejdsmarkedet og på uddannelsesområdet. Forhåbningerne i Ungarn til en optagelse i EU i 2002, der var det år, som både denne og den forrige regering havde sat som året for optagelse blev endnu engang skuffet, for i september 1999 udvidede EU antallet al nye deltagerlande til ti, hvilket vil kræve en langvarig og kompliceret optagelsesprocedure, og trods gentagne opfordringer både fra Ungarn og de andre ansøgerlande har EU ikke villet fastsætte en dato for deres optagelse.

Krigen i Jugoslavien

Det helt friske medlemsskab af NATO og de dermed følgende forpligtelser over for alliancen satte Ungarn i en uventet og vanskelig situation. Kun to uger efter, at Ungarn var blevet medlem al NATO, begyndte ailiancens humanitære bombninger af Jugoslavien, og Ungarn var dermed i krig med nabolandet Jugoslavien. På den ene side ønskede regeringen at vise, at Ungarn var et fuldgyldigt medlem af alliancen, som ønskede at indfri de forventninger, der blev stillet ti det. På den anden side gjorde landets geopolitiske position, som grænseland til Jugoslavien og det 350.000 store ungarske mindretal i Jugoslavien det vanskeligt at involvere sig alt for aktivt i krigen. Det ungarske parlament vedtog derfor, at landet kun skulle spille en passiv rolle og kun tillade NATO-fly at operere fra ungarske baser og benytte det ungarske luftrum samt forskellige service- og kontrolfaciliteter i landet. Parlamentsbeslutningen, der krævede to trediedeles flertal blev vedtaget med overvældende flertal rned stemmerne fra alle partier undtagen István Csurkas højreradikale parti MIÉP og nogle få stemmer fra medlemmer af socialistiske fløj. Som i flere andre af de tidligere kommunistiske lande var der også i Ungarn et klart modstningsforhold mellem parlamentets og befolkningens holdning til angrebet på Jugoslavien. Premierminister Orbán argumenterede kraftigt for, at stabiliteten i hele regionen muligvis kunne bringes i fare ved et for aktivt ungarsk engagement i konflikten. I modstrid med tidligere afgivne løfter fra NATO blev imidlertid også ungarsk beboede områder i Jugoslavien udsat for bombninger, et faktum, som Csurka udnyttede til det yderste i sin kritik af regeringen, og som kom til at spille en væsentlig rolle i debatten for og imod Ungarnsk deltagelse i krigen. Efterhånden som krigen trak ud, og også de ungarske områder blev bombemål begyndte Socialistpartiet, der i begyndelsen havde støttet regeringens NATO-politik, at kritisere regeringen, og begyndte at tale om brud på folkeretten og stille krav om politiske forhandlinger. Debatten var hård, også i medierne, hvor den intellektuelle elite også deltog. Forfatteren Péter Nádas støttede bombardementerne, mens forfatteren György Konrád i sin bog “Den jugoslaviske krig” anklagede NATO (og dermed medlemslandet Ungarn) for med bombardementerne at bryde alle moralske love, og for med sin indgriben kun at forværre konflikten mellem serberne og albanerne. ”At NATO er mod den jugoslaviske hærs aktioner står klart, men det står ikke klart, hvordan NATO ser på (den albanske undergrundshær) UCKs aktioner. Jeg må nødvendigvis konstatere, at NATOs mål og værdier ikke er identiske med UCKs mål og værdier. Det er absurd, at NATO fungerer som luftstyrke for UCKs nationalistiske oprørere.”

Forholdet tu omverdenen

En vigtig del af den ungarske udenrigspolitik er omsorgen for de ungarske mindretal i nabolandene Slovakiet og Rumænien, der efter ungarsk opfattelse ikke har behandlet deres ungarske mindretal på en måde, der er i overensstemmelse med de internationale krav til mindretalsbeskyttelse. Også EU var optaget af det ungarske mindretals forhold i Slovakiet og forlangte af den slovakiske regering, at den vedtog en sproglov, der sikrede ungarerne i landet ret til at bruge ungarsk i forskellige offentlige sammenhænge (se s. 128 f.) Og selv om sprogloven ikke var til den ungarske regerings fulde tilfredshed, var den givetvis med til at forbedre forholdet mellem de to lande. Den nye regering i Slovakiet havde også optaget det ungarske parti i Slovakiet til at deltage i regeringssamarbejdet. Og den ungarske præsident, Árpad Göncz aflagde sit første besøg i Slovakiet som en besegling af det nye, gode forholdmellem de to nabolande.

Økonomien

Økonomien udviklede sig stort set stabilt gennem året, og viste sine steder endda fremgang. Således faldt inflation fra 15% i 1998 til 10% i 1999. Bruttonationalproduktet (BNP) faldt fra 5% i 1998 til 4% i 1999. Statens budgetunderskud steg fra 3% af BNP i 1998 til 4% i 1999, hovedsageligt på grund af forhøjede udgifter til sundhedsvæsenet og støtte til landbruget. Kosovokrisen havde også følger for økonomien. Eksporten faldt med en procent, mens halvdelen af faldet i BNP skønnes direkte at skyldes Kosovokrisen. Men i et lidt større perspektiv har den ungarske økonomi udviklet sig i gunstig retning. Iflg beregninger foretaget af den østrigske bank Austria, steg produktiviteten i industrien med 45% i løbet af 1990’erne, en fremgang, der i den tidligere østblok kun overgås af Polen.

Per Jacobsen, Ungarn, i: Øststatus 1999, Red. Af P. Jacobsen, København: C. A. Reitzel, Københavns Universitets Østeuropainstitut, [s. a.], s. 133-136.