Sørine Gotfredsen

Det europæiske selvmord

Den kristne kulturs skæbnes begrædes i Monica Papazus essay, der gør op med den gængse fremstilling af krigen i Kosovo. Det er komprimeret, dyster og tankevækkende læsning

En af de største diskussioner i disse år handler om, hvordan vi i Vesten bør opfatte islams voksende tilstedeværelse. Mens nogle mener, at bekymringen er temmelig overdreven, argumenterer andre for, at vi er vidne til intet mindre end et åndeligt og kulturelt erobringstogt fra muslimsk side.

Den rumænskfødte, men herboende litteraturmagister Monica Papazu hælder til den sidste teori og med sit essay "Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam" forsøger hun at levere dokumentation for sin bekymring på den kristne kulturs vegne. Det gør hun på baggrund af begivenhederne i Kosovo – den serbiske provins, der har været centrum for års blodig kamp mellem serbere og albanere. Vi kender mediernes gengivelse af forløbet, men ifølge Monica Papazu ved vi slet ikke nok om, hvad der egentlig er gået for sig i det kaotiske område. Ligesom for få synes at forstå, hvordan de historiske hændelser skal fortolkes.

Monica Papazu finder mange svar i historien, og for at kunne forstå forløbet i Kosovo skal man ifølge hende kende til det osmanniske rige. Osmannerriget blev grundlagt sidst i 1200-tallet, og dette muslimske rige foretog en række erobringstogter – blandt andet mod Balkan og det centrale Europa. I processen konverterede mange albanere til islam, og ifølge Papazu handler stridighederne i Kosovo i høj grad fortsat om religion. De kristne serbere i Kosovo er gennem historien blevet opfattet som undermennesker, i de senere år er mange kirker blevet ødelagt, og albanernes kamp for løsrivelse er nært forbundet med bekæmpelse af kristendom.

I Papazus øjne har omverdenen ikke forstået kraften af den muslimske trang til udbredelse, og serberne er – ikke mindst takket være USA og NATO – alt for entydigt blevet fremstillet som skurkene. Med en lang række eksempler opremser Monica Papazu, hvordan hændelserne i offentligheden er blevet fordrejet, på grund af hvad hun opfatter som "den bitre frugt af uvidenhed og politisk konjunktur, af åndløshed og dårligt journalistisk arbejde."

Især skal vi holde fast i åndløsheden. Monica Papazu ser den europæiske kristne kultur som seriøst truet, for ligesom albanerne i høj grad vandt Kosovo på grund af deres overlegne antal, vil islam blive stedse mere dominerende i kraft af mængden af muslimer i Europa.

Den demografiske kamp er afgørende, og Monica Papazu opfordrer her alle til at begribe alvoren i den historie, der reelt har stået på længe, men som det vestlige menneske i en blanding af berøringsangst over for islam og sløvhed i selvopfattelsen ikke kan begribe. Teksten er proppet med dokumentation for, hvor meget begivenhederne i Kosovo er blevet skævt fremstillet, og det er komprimeret læsning.

Som almindelig læser kan det være svært helt at gennemskue, om også Papazu fremstiller det hele lidt vel ensidigt, men hendes overordnede budskab er bekymringen for den kristne kultur. Papazu benytter slaget om Kosovo som et billede på Europas skæbne, og hun skriver: "Historien er uforudsigelig. Alligevel er der en dyb sammenhæng i alt, hvad der sker. Vi skal ikke udkaste profetier, men forholde os til det, vi ser. Kosovo er det serbiske folks tragedie, og det er også hele det kristne Europas tragedie. Frontlinjen mellem kristendom og islam er atter rykket ind i Europa."

Papazu opfatter udviklingen som et langsomt europæisk selvmord, og hendes essay er ikke rar læsning. Til gengæld kan ingen unddrage sig pligten til at forsøge at forstå, hvad der i disse år sker omkring os, og dette er et både dyster og tankevækkende bud på det.

Monica Papazu: Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam. 80 sider. Forlaget Rafael.
Sørine Gotfredsen, Det europæiske selvmord, Kristeligt Dagblad, 09/02/2008.