Per Jacobsen

Polen i pressen

Universitetslektor Per Jacobsen, der er på Slavisk Institut i København, skriver i denne kronik om, hvordan, nyhedsmedierne i de Østeuropæiske lande har fulgt begivenhederne i Polen. Han gør det bl.a. klart, at nyhedsbegrebet dér er helt anderledes end hos os.

VI HAR i den seneste tid i dansk fjernsyn kunnet følge den polske TV-avis' dækning af begivenhederne i Polen, efter at krisen i midten af december førte til militærets magtovertagelse. Det har for mange danskere været en overraskende og forstemmende oplevelse, fordi vi ikke syntes vi fik svar på nogen af de spørgsmål, som optog og bekymrede os. For seere og avislæsere i Vesten er medierne først og fremmest nyhedsformidlere hvis opgave det er at give sikre og nye informationer om væsentlige hændelser hos os selv og ude i verden, og vi syntes vist ikke, at det just var det vi fik af de uniformerede polske fjernsynsspeakere.

VIL MAN imidlertid forsøge at danne sig et billede af pressens og de øvrige massemediers plads og funktion i det socialistiske samfundssystem, må man se det efter vor opfat j telse lidt uvante faktum i øjnene, at de ikke har nyhedsformidling som deres primære opgave eller sagt på en anden måde, at nyhedsformidlingen er underlagt visse ideologiske hensyn. Derfor kan man undertiden lede længe eller forgæves efter en bestemt nyhed i en østeuropæisk avis, hvor andet, som vi bestemt ikke ville karakterisere som nyheder til gengæld bliver bragt i stor opsætning på forsiden. Indtræffer der ubehagelige eller ømtålelige begivenheder, der af den ene eller den anden grund er uomgængelige som f.eks. Warszawapagtlandenes invasion af Czekoslovakiet, opkomsten af organiserede dissident- eller menneskerettighedsbevægelser, Sovjets invasion af Afghanistan eller som nu hærens overtagelse af magten i Polen følger mediedækningen i de socialistiske lande et ganske bestemt mønster. Man kan i dette mønster skelne mellem fire faser, der afløser hinanden i en bestemt rækkefølge og egentlig uden væsentlig variation.

Først bringes nyheden kort og uden kommentarer og i beskeden opsætning. Straks derefter følger næste fase, hvor der som regel daglig bringes dokumentation for at en indgriben var nødvendig, da konsekvenserne ellers ville have været uoverskuelige. — Det var bl.a. en del af denne dokumentationsfase vi kunne følge i polsk TV og som altid skal den overbevise befolkningen om, at verdensfreden eller landets sikkerhed og socialistiske samfundsorden har været truet. Dermed er de iværksatte foranstaltninger legitimeret.

Efter endnu nogen tid gåi sagen ind i sin tredje fase, der begynder, når avisredaktioner, radio og fjernsyn bliver oversvømmet med tilkendegivelser fra arbejdspladser, organisationer, bedoermøder, enkeltpersoner, pionerpaladser og også fra progressive og fredselskende kredse or bevægelser i udlandet, som alle erklærer sig indforstået og tilsiger fuld støtte til ledelsens foranstaltninger. Massiviteten i de positive reaktioner viser endnu en gang befolkningen og omverdenen, at der er fuld overensstemmelse mellem ledelse og folk i et socialistisk land.

Og allersidst bringes forsikringer om, at alt igen er normalt.

HELE DENNE mekanisme har man kunnet følge i den østeuropæiske presse siden indførelsen af den militære, undtagelsestilstand i Polen. Desværre forhindrer sprogbarrierer den almindelige avislæser at stifte bekendtskab med så eksotiske publikationer som Pravda, Trybuna Ludu eller Rudé Pravo men for de danskere, der kan tysk er der en glimrende mulighed for at studere socialistisk nyhedsformidling ved at gå på et af de store bibliotekers avislæsesale og låne det østtyske partiblad Neues Deutschland. I tiden fra midten af december kan man i dets spalter følge den fermt redigerede udlægning af krisens væsentlige punkter.

Sammen med meddelelsen om militærets magtovertagelse, der som det kunne ventes ikke var sat stort op, fulgte en erklæring fra den polske hæfs avis 'Zolnierz Wolnosci' hvor det hedder, at 'hæren nu igen stiller sig i forreste kamplinie' (man spørger uvikårligt sig selv: 'Hvornår gjorde den dеt sidst?'). Og snart efter kom også beviserne på de farer, der havde truet socialismen i Polen: 'Allerede med grundlæggelsen af Solidaritet', siges det, 'havde de kontrarevolutionære startet forberedelserne til en magtovertagelse. Aktionerne mod folkemagten skulle gå så langt som til en i regulær borgerkrig. Dette fremgår af dokumenter, som den polske milits hår beslaglagt efter indførelse af undtagelsestilstanden'. Og dagen efter kunne Neues Deutschland meddele, at det polske fjernsyn havde vist skudklare våben, der var blevet beslaglagt hos 'Solidaritetsprovokatører og andre kontrarevolutionære'. Det var disse billeder, vi også så på dansk fjernsyn. Den samme begivenhed, skildret gennem to forskellige medier, den skrevne presse og fjernsynet og hver med sin lille pointe, sit lille implicitte budskab. I 'Neues Deutschland' tales om skudklare våben og læseren får uvilkårligt det indtryk, at det var på høje tid, der blev grebet ind, for våbriene var jo skudklare, de kontrarevolutionære havde tilsyneladende allerede taget ladegreb og var ved at indlede deres storm-angreb på den socialistiske samfundsorden, da beskytterne af lov og orden stormede ind og uskadeliggjorde dem. Og i fjernsynsversionen fik vi en anden detalje, som også var fuld af bibetydninger. Sammen med de beslaglagte våben vistes et større lager af champagne og vodka, der uden brug af alt for mange ord skulle deklassere og skandalisere 'Solidaritet' i befolkningens øjne, for man antyder ikke bare sortbørshandel, der i enhver befolkning er et negativt ladet begreb, men lige præcis champagne kan kun give associationer i retning af skørlevned og ekstravagance og det i en tid, hvor den polske befolkning knap nok har mad på bordet.

I DEN første tid efter meddelelserne om hændelserne i Polen efter indførelsen af undtagelsestilstanden var formuleringerne om vestlig indblanding, ligesom i øvrigt også senere, holdt i vage vendinger, der blev talt om 'visse kredse' i Vesten der ønskede at undergrave det broderlige venskab mellem det polske og sovjetiske folk, men der var i disse formuleringer en tydelig tro på og en forventning om, at 'folkene' i Vesten, de fredselskende og progressive kræfter snart ville lade deres stemme høre sammen med folkene og regeringerne i den socialistiske verden. Og redaktionens forhåbninger blev heller ikke gjort til skamme. Efterhånden føg det med positive reaktioner over de nye tilstande i Polen. Der kom solidaritetserklæringer fra det vesttyske kommunistiske parti, det bulgarske folk, Luxembourgs kommunistiske parti, Sveriges kommunistiske arbejderparti i Norrbotten, der var støtte og hilsener fra det mongolske folk, fra Finlands, Portugals, Perus, Libanons kommunistiske partier, fra Cyperns Fremskridts- og Arbejderparti, fra Vietnams katolikker og mange andre, ja kort sagt fra 'hele' verden. At
det store italienske parti protesterede og fordømte undtagelsestilstanden kom ikke
med i Neues Deutschland.

Og på den hjemlige front hilste DDRs borgere undtagelsestilstanden velkommen, hvilket bragte hele affæren frem til store opsætninger på forsiden. Under overskriften 'DDR-borgere yder hjælp til
Folkepolens børn' ansloges mere sentimentale strenge. Ungdomsforbundet 'Freie Deutsche Jugend' og pionerorganisationen 'Ernst Thalmann' startede en stort anlagt solidaritetsaktion til fordel for alle de polske børn, der, som det hed, led under kontrarevolutioneris følger. 'I vore pakker vil vi først og
fremmest sende bolsjer, peberkager, chokolade, julebag og lidt legetøj', som det blev sagt af en af de små initiativtagere og sammen med alle de gode bidder fik vi nok en gang gentaget vel nok den vigtigste forfalskning om det sidste halvandet års udvikling i Polen: ombytningen af årsag og virkning. Kontrarevolutionen, der i Neues Deutschland er synonym med fagforbundet Solidaritet, er årsagen til elendigheden i Polen, at Solidaritet blev dannet som følge af et korrupt og udueligt styre i Polen har aldrig været anerkendt i DDR.

Og således kunne DDRs borgere holde jul i den sikre forvisning, at deres fædreland sammen med de andre socialistiske lande og med Sovjetunionen i spidsen havde gjort og gjorde, hvad der var muligt for at hjælpe deres socialistiske broderland i dets kamp mod kontrarevolutionen. Som Joachim Koppel fra gaskombinatet 'Schwarze Pumpe' udtrykte det: 'Af hele mit hjerte hilser jeg den polske ledelses energiske foranstaltninger. Vi betragter det som den eneste rette vej, ud af den komplicerede situation, som vort venligsindede naboland befinder sig i. Vor klassesolidaritet gælder de polske arbejdere og alle progressive kræfter, som kæmper imod kontrarevolutionen'.

SOM NÆVNT er pressen i de socialistiske lande ikke primært til for at forsyne borgerne med nyheder og Neues Deutschland er ingen undtagelse. Det meste af stoffet og især redigeringen og organiseringen af det har til formål at skabe en bevidsthed hos læserne om, at DDR, den socialistiske lejr (med Sovjetunionen i spidsen), Warszawapagten, arbejderklassen, Comecon er de mest betydningsfulde faktorer i verden og i alle positive henseender Vesten og kapitalismen langt overlegne. Det er til eksempel let at aflæse den betydning DDR og dets regering tillægges i Neues Deutschland, hvor enhver diplomatisk høflighedsvisit hos Erich Honecker bliver bragt på forsiden sammen med lykønsknings- og takketelegrammer til og fra andre socialistiske landes ledere. Man kan ikke få anden opfattelse, end at DDR på det nærmeste er verdens centrum og Østberlin det knudepunkt, hvor hele verdens politiske og diplomatiske tråde samles. Og ved siden af denne mere redaktionelle forvrængning af verden, er der opbygget en stiv titel-liturgi som tages i anvendelse hver gang stats- og i partiledere fra de andre socialistiske lande nævnes og som ikke på mindste måde står tilbage for baroktidens svulstige verbale dyrkelse af den enevældige majestæts autoriet.

DE SPROGLIGE virkemidler spiller i det hele taget en væsentlig rolle i det, vi kunne kalde disproportibheringen af verden. Til at betegne det Polen, som DDR nu har hjulpet med julebag og 10 millioner mark i soforthjælp, det socialistiske Polen, der 'opstod i den fælles kamp, som det polske og det sovjetiske folk førte mod fascismen' bruges det lidt sentimentalt klingende Folkepolen, et positivt ladet ord, som alt hvad der forbindes med begrebet folket. Et andet positivt ladet ord i den østeuropæiske pseudopolitiske jargon er solidaritet og det er karakteristisk, at fagforbundet Solidaritet ingen steder i Neues Deutschland oversættes til tysk, men overalt betegnes med sin polske form Solidarnosc. En kontrarevolutionær foreteelse som et frit og uafhængigt fagforbund kan ikke betegnes med et positivt ladet ord — derfor sondringen. Når Neues Deutschland meddeler, at militæret i Polen også har overtaget kontrollen med naturgasledningen 'Venskab', så er det jo naturligvis en forsikring om, at naturgasleverancerne til Østtyskland ikke vil blive afbrudt af de kontrarevolutionære, men tillige — for gud ved hvilken gang — en påmindelse om, at dette enorme og bekostelige rørsystem ikke har spor med penge at gøre eller drejer sig om køb og salg, men er et håndgribeligt bevis på det ubrydelige venskab mellem sovjetfolket og det østtyske folk.

AT BRINGE halve sandheder er også en form for tilsløring af sandheden. Når der skrives om alle de positive reaktioner i udlandet og undlader at fortælle, at det italienske kommunistparti, som er det største i Vesten, har protesteret og ikke vil acceptere det skete, så er det ifølge vore begreber en omgåelse af sandheden og en forfalskning. Men opremsningen af partier, folk og organisationer i ét langt sammensurium skal ikke opfattes som en udtømmende liste, men som en illustration af bredden i de positive reaktioner: hele verden, lige fra Sveriges kommunistiske Arbejderparti til Vietnams katolikker er med os, og så er det ikke væsentligt om alle kommunistiske partier i verden er med — der er jo så mange, der ikke er nævnt.

Og det er også en halv sandhed og en tilsløring af virkeligheden, når man vil give det udseende af, at det kun er de socialistiske lande, der yder humanitær og økonomisk hjælp til Polen.

PÅ ET eller andet tidspunkt spørger man naturligvis sig selv, hvorledes denne statsdirigerede presse kan hamle op med og konkurrere med de forskellige radiostationer, der fra Vesteuropa sender til alle de socialistiske lande. Og svaret bliver, at naturligvis bliver en del af de officielle nyheder dementeret og kompletteret, men det har ikke så stor betydning, for hvad kan man bruge denne nye viden til? Man kan tale om den privat, men i den offentlige sfære, på arbejdspladser, i skoler og foreninger er den officielle presses indhold og udtryk den eneste mulige kode, hvilket vi gang på gang kan overbevise os om, når Danmarks Radios korrespondent i Moskva taler med 'manden på gaden'. Men det meste af det, der står i avisen kan af gode grunde ikke dementeres. Det kan ikke dementeres, at der er fundet skjulte våben og spirituslagre i en lejlighed i Warszawa eller at DDRs børn har sendt julegaver til Folkepolens børn, eller at naturgasledningen fra Sovjet gennem Polen og Østtyskland hedder 'Venskab' eller at Sveriges kommunistiske Arbejderparti støtter militær? styret i Polen. Vestlig og socialistisk presses forskellige mål og forskellige opfattelse af ift-formationers relevans gør det vanskeligt at sammenligne de to med hinanden, og det er i høj grad et spørgsmål, hvoÉ meget vestlige radiostationer, der sender nyheder til Østeuropa, har indvirkning på den socialistiske presses vigtigste funktion: at opbygge borgernes politiske bevidsthed.

Per Jacobsen, Polen i pressen , Politikens Kronik, 23/01/1982.