Rune Engelbreth Larsen

Propaganda, krig og dansk TV

Den 24. marts 1999 går NATO for første gang nogen sinde i krig. Mindre end en måned før den 19 nationer store alliance kan fejre sit 50-års jubilæum, indledes et massivt luftbombardement af Jugoslavien.

Anledningen er sammenbruddet af forhandlingerne i Rambouillet, som skulle afklare krisen i den jugoslaviske provins Kosovo, hvor serbiske tropper fra den jugoslaviske forbundshær driver kosovoalbanere på flugt.

Rambouillet-aftalen, som serberne bliver stillet over for, indebærer bl.a.: 1) Indstilling af krigshandlinger og tilbagetrækning af jugoslaviske tropper i Kosovo, 2) fri tilbagevenden af fordrevne og flygtede kosovoalbanere til deres hjem i Kosovo, 3) selvstyre i Kosovo inden for rammerne af den jugoslaviske forbundsrepublik, 4) indsættelse af en sværtbevæbnet NATO-styrke, der skal have fuld immunitet og tillades fri og ubegrænset bevægelighed overalt i Jugoslavien.

Det sidste krav vil imidlertid betyde en underordning af Jugoslaviens suverænitet under NATO, og det er givetvis ikke mindst dette forhold, der er beskrevet i Rambouillet-aftalens appendiks B, som Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic ikke ville acceptere.

Under forhandlingerne i Rambouillet rapporterede det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS og det franske Agence France Presse den 20.2., at den serbiske delegation derimod ikke var utilbøjelig til at acceptere en international FN- eller OSCE-styrke - men det ønskede USA ikke. Den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright udtalte den 21.2. til CNN: »The United States position is that it has to be a NATO-led force. That is the basis of our participation in it.«

Som respons på Rambouillet-aftalen vedtager det serbiske parlament den 23.3. en resolution, der accepterer »en vidtrækkende autonomi for Kosovo« og en »sikring af fuld lighed for alle borgere og etniske grupper«, men afviser tilstedeværelsen af en militær besættelsesstyrke.

Resolutionen kommenteres ikke af NATO og nævnes stort set ikke i den vestlige presse. Dagen efter indledes bombardementet. Over 400 fly deltager - det bliver i løbet af en måned til over 1.000. Missionen er at ramme militære mål i hele Jugoslavien.

Flygtninge flygter i hundredtusindvis - de fleste flygter fra serbiske tropper til Kosovos nabolande, Albanien og Makedonien, men der er også kosovarer, der flygter fra Kosovos etnisk-albanske befrielseshær, UCK, til Serbien, ligesom der er kosovarer, der flygter fra provinsens generelle opløsning som følge af krigshandlingerne.

Flygtninge er ikke et nyt syn i denne del af Europa. Igennem 90erne har konflikter og krige på Balkan afstedkommet enorme flygtningeskarer. F.eks. anslår den tidligere øverstkommanderende general for FNs tropper i Bosnien i 1993, Satish Nambiar, at omkring 850.000 serbere er blevet fordrevet fra Kroatien. Den ene konflikt afløser den anden.

I sommeren 1998 er 200.000 kosovarer på flugt fra kampe mellem serbere og UCK. Antallet stiger, og ifølge Information den 26. marts 1999 skønner UNHCR, at der på det tidspunkt er 260.000 internt fordrevne i Kosovo og 190.000 flygtede kosovoalbanere uden for provinsen. Da er krigen mellem NATO og Jugoslavien to dage gammel. Den tidligere fredsmægler i Bosnien, Carl Bildt anslår, at man nu risikerer op mod en million flygtninge - flere kilder afviser udmeldingen.

Efter et par måneder er der op mod en million flygtninge. Efter halvanden måneds krig stiger antallet alene i Makedoniens flygtningelejre fra 16.000 til 250.000.

Politikerne præsenterer krigen som en »humanitær luftkampagne«, da der ikke er tale om en officiel krigserklæring over for Jugoslavien, og eftersom formålet skulle være at beskytte kosovoalbanerne. NATOs øverstkommanderende, Wesley Clark har ikke desto mindre kategorisk afvist, at bombardementet f.eks. skulle have til formål at forhindre en etnisk udrensning i Kosovo. I en BBC-udsendelse, sendt i DRs Horisont den 26.4., understreger Clark således om flyaktionen: »It was not designed as a means of blocking serb ethnic cleansing. It was not designed as a way of waging war against the serb and mob forces in Kosovo in any way. There was never any intention to do that. That was not the idea.« Formålet med NATOs flyaktion er at få Milosevic til at acceptere Rambouillet-aftalen.

Det er baggrunden for, at Danmark for første gang i det 20. århundrede fører krig. I løbet af krigens første måned vokser Danmarks bidrag fra fire F-16 fly og et militærmandskab på 60-70 personer til ni F-16 fly og ca. 200 personer. Siden sendes yderligere to flådefartøjer med en samlet besætning på 119 mand til Balkan, og den 7. juni erklærer regeringen, at den agter at sende 10 leopardkampvogne og 850 sværtbevæbnede danske soldater til en international styrke i Kosovo.

Milosevic får efterhånden mere eller mindre fuld kontrol med den serbiske presse, som bliver et indlysende propagandainstrument, hvor NATO til gengæld må leve med den vestlige pressefrihed. For den danske presse er situationen uvant; man har som noget helt nyt skullet finde sin rolle som kritisk nyhedsformidler og »fjerde statsmagt« i en nation, der pludselig er aggressor i en krig.

I nærværende artikel skal vi se nærmere på, hvorledes den del af pressen, som udgør danskernes absolut primære nyhedskilder, TV-Avisen på DR og Nyhederne på TV2, i praksis forvalter den pressefrihed, som kollegerne i Jugoslavien har måttet være foruden.

I løbet af en vilkårlig måned, fra krigens 20. til dens 50. døgn (den 12.4.-12.5.), skal vi se en række konkrete, repræsentative eksempler på, hvorledes henholdsvis Nyhederne kl. 19.00 og TV-Avisen kl. 21.00 (kl. 18.30 om lørdagen og kl. 21.00 om søndagen med Søndagsmagasinet) kommenterer begivenhederne, interviewer aktørerne og analyserer motiverne i dækningen af krigen mellem NATO og Jugoslavien.

Nyhederne: »NATO-toppen står fast: Milosevic skal knækkes med magt«

TV2s Nyhederne mandag den 12.4. er symptomatisk for dækningen af krigen i Jugoslavien, for så vidt både på DR og TV2. Det er krigens 20. døgn. Topnyheden lyder: »NATO-toppen står fast: Milosevic skal knækkes med magt.«

En talsmand for NATO udtaler: »NATO is determined to prevail.« USAs udenrigsminister, Albright udtaler: »Noone should doubt NATOs determination or our unity.« NATOs generalsekretær Javier Solana udtaler: »NATO will prevail.« Intet nyt, ingen overraskelser og ingen nuancer. NATO taler.

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen interviewes så ukritisk som aftenens meteorolog:

»Er der overhovedet tegn på, at NATOs bombning virker?«

Helveg Petersen: »Ja, det er der. Vi rammer militære mål, og den jugoslaviske hær er hårdt ramt.«

»Hvor meget nærmere er vi kommet?«

Helveg Petersen: »Jeg mener, at vi er kommet nærmere.«

Spørgsmålene bliver ikke gentaget eller uddybet. Intet bliver fulgt op.

Nyhedernes dækning af krigen slutter med de obligatoriske indslag fra flygtningelejrene omkring Kosovo og den danske nødhjælp, og ingen TV-seer kan være et sekund uenig i, at flygtningenes situation er forfærdelig og serbernes etniske udrensning frygtelig.

Det bliver ikke nævnt, at efterretningskilder i bl.a. Pentagon og CIA før krigen forudså, at flybombardementerne ville medføre en voldsom stigning i flygtningeproblemet i Kosovo.

I TV-Avisen samme dag er der yderligere samstemmende og forudsigelige udtalelser på pressekonferencer fra diverse udenrigs- og forsvarsministre fra NATO.

Alliancen har bombet en række olieraffinaderier i Serbien, men civilbefolkningens mangler som følge af bombningen lades uberørt.

Et indslag konstaterer, at Tysklands kansler, Gerhard Schröder har stor opbakning til den tyske krigsdeltagelse i regeringspartiet SPD, mens der bliver plads til den »kritiske røst«, der repræsenteres af formanden for SPDs ungdom, som gerne ser en »bombepause«.

Nyhederne: »Danskernes ry er, at de er områdets mest effektive«

I TV2 beretter Nyhederne den 13.4., at alliancen ifølge NATOs øverstkommanderende, Wesley Clark, har ødelagt 70 procent af serbernes brændstofreserver, og tilføjer: »NATO siger, at bombningerne nu er ved at isolere de serbiske tropper i Kosovo; over halvdelen af alle broer, veje og jernbaner til provinsen skal være ødelagt.«

Dette giver ikke anledning til overvejelser over forsikringen om, at kun »militære mål« skulle bombes, eller om, hvad en sådan forsikring overhovedet indebærer.

Et indslag omhandler 200 danske soldater, der skal sendes til Albanien. Soldaterne omtales som »hjælpere«, eftersom de ikke umiddelbart skal fungere som det, de er ansat som, nemlig soldater. Kun Enhedslisten stemmer imod at sende soldaterne afsted, og Nyhederne afsætter otte sekunder til en udtalelse fra partiets udenrigsordfører, Jette Gottlieb - TV-Avisen ni.

Danmark deltager i en »humanitær luftoperation« med fuldt armerede F16-fly og et par hundrede soldater-»hjælpere«, men der bliver ikke stillet spørgsmåltegn herved - tværtimod kipper man med Dannebrog over den brave indsats: »De 200 mangedobler faktisk de danske hjælpere, der er på Balkan. Kun 60-70 er der nu, men deres ry er, at de er områdets mest effektive,« kommenterer speakeren i Nyhederne. I TV-Avisen udtaler chef for Spejdereskadronen, Jakob Barfod på vej til Balkan: »Jeg har de bedste soldater i Danmark.«

Danmarks drenge.

Den 14.4. er det besluttet, at der skal yderligere godt 300 NATO-fly til Balkan, så det samlede antal kommer op over 1.000. Nyhederne gør status over de forløbne tre ugers krig og drister sig til at konstatere, at den militæraktion, der skulle have forhindret en humanitær katastrofe, har været med til at udløse den.

Storbritanniens luftmarskal, John Day understreger, at der med NATOs luftangreb er tale om en »ødelæggelse«, som vil tage »meget lang tid«. Forsvarsminister George Robertson siger samstemmende, at NATO aldrig har lovet en let og enkel kampagne. Det er ikke sandt, men det bemærkes hverken i Nyhederne eller TV-Avisen - USAs udenrigsminister, Albright sagde den 24. marts: »I don't see this as a long term operation.«

Præsident Clinton er dog fortsat sikker på udfaldet, og Nyhederne skønner det relevant atter at se og høre ham sige: »We will prevail.«

DRs korrespondent kan i TV-Avisen samme dag berette fra EU-topmødet: »Nyrup Rasmussen fortalte mig her for et øjeblik siden, at Danmark har fået en henvendelse om at sende flere fly af sted, faktisk for at bombe i Kosovo, og det vil man sige ja til.«

Korrespondenten er loyal over for statsministeren, og TV-Avisen finder ikke anledning til et interview med en modstander af krigen, selv om Danmark nu optrapper sin krigsdeltagelse.

Serbisk TV viser resultatet efter NATOs bombning af en kosovoalbansk traktorkonvoj - der er ifølge serberne 64 dræbte kosovoalbanere. NATOs talsmand, Jamie Shea hævder derimod, at det var »military vehicles«, der var under beskydning af NATO-fly.

TV-Avisen: »Rystende beviser på endnu en massakre på kosovoalbanerne«

Den 15.4. fortæller Nyhederne, at NATO nu indrømmer, at et F16-fly rent faktisk har bombet flygtninge ved en fejltagelse. NATOs talsmand, Jamie Shea forsikrer, at piloten handlede i god tro, og afspiller som bevis herpå en båndoptagelse med pilotens forklaring for den samlede verdenspresse. Ingen betvivler optagelsens ægthed.

Den danske udenrigsminister udtrykker »den allerstørste beklagelse« over fejltagelsen. Episoden lægger dog hverken i Nyhederne eller TV-Avisen op til en generel overvejelse over de civile tab og ødelæggelserne af civile mål, som truer med at lægge Jugoslavien i ruiner.

Folketinget beslutter på NATOs opfordring samme dag at indsætte yderligere fire danske F16-fly i krigen; Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti stemmer nej, og i Nyhederne får vi et par udtalelser fra politikere, der er både for og imod de ekstra fly.

Det forsikres, at flyene ikke skal deltage direkte i bombningen, selv om beskeden fra statsministeren var den modsatte dagen før ifølge TV-Avisen - men det følges ikke op.

Hvor der er journalistisk skepsis over for NATOs krig, kommer den ikke fra de danske medier, men TV2 viser internationale journalisters kritik af NATO, der går på, hvorfor man ikke offentliggør billeddokumentation fra spionsatelitter af f.eks. serbernes påståede massegrave og kz-lejre, når nu teknologien på området er så avanceret.

Karakteristisk for TV-journalistikken agerer TV2 imidlertid uden nærgående spørgsmål mikrofonholder for major Kent B. Jørgensen, der forklarer, at NATO skam kan have gode grunde til ikke at offentliggøre sådanne billeder. Majoren siger endvidere: »… at man ikke ønsker at komme i en situation ligesom i Bosnien, hvor det viste sig, at man gik ud med et satelitfoto af en massegrav og efterfølgende måtte dementere - her var ikke en massegrav alligevel.« Majoren tilføjer, at man sandsynligvis heller ikke vil vise serberne, » hvor meget« man rent faktisk kan se på spionbillederne.

Majoren bliver ikke spurgt, om det virkelig er realistisk, at NATO tilbageholder altafgørende beviser på serbiske grusomheder. Han bliver heller ikke bedt om at uddybe det problematiske i sin forklaring på, at NATO »ikke ønsker at komme i en situation ligesom i Bosnien«, hvor en påstået massegrav ikke var en massegrav alligevel - for hvis NATO denne gang har beviser i hånden, hvilket majoren ikke betvivler, er det vel udelukket?

Den følgende dag refererer Nyhederne, at de internationale journalister borer videre i NATOs angreb på flygtningekonvojen, men der er ingen selvstændig kritik heraf i hverken Nyhederne eller TV-Avisen så lidt som et interview med - eller blot en udtalelse fra - en dansk modstander af Danmarks involvering i krigen.

Lørdag den 17.4. kan TV-Avisen til gengæld præsentere en dramatisk tophistorie: »Nye rystende beviser på endnu en massakre på kosovoalbanerne.« Seks mænd skal være blevet dræbt af serbiske soldater, fordi de nægtede at forlade deres hjem i Kosovo.

Beviserne på massakren består i en amatørvideo, der viser grædende kvinder og børn ved tre døde mænd, der ligger under nogle tæpper. Hvem de er, hvor eller hvorfor de er døde, kan ikke ses på de billeder, som både TV-Avisen og Nyhederne bringer. Det bemærkes ikke.

I et andet indslag viser TV-Avisen samme aften billeder fra en demonstration på Rådhuspladsen i København, hvor 500 serbere demonstrerer imod NATOs luftbombardement. Indslaget varer 20 sekunder.

TV-Avisen kan endvidere berette, at serberne hævder, at et natligt bombardement af en fabrik gik ud over nærliggende boligkvarterer, hvortil speakeren bemærker: »Oplysningerne er ikke blevet bekræftet af NATO.«

Amatørbillederne, der skulle bevise massakren på seks kosovoalbanere, blev ikke tilføjet bemærkningen: »Oplysningerne er ikke blevet bekræftet af serberne.«

Nyhederne bidrager til det samlede krigsbillede denne aften med NATOs luftfotos af »formodede massegrave«.


TV-Avisen: »Et simpelt fejlskøn fra en NATO-pilot gav serberne den propagandafordel, som de havde ledt efter længe«

Den 18.4. oplyser NATO, at man har billeder af 43 massegrave i Kosovo. Vi ser dem ikke. I Nyhederne er der ingen, der spørger, hvad der gør disse billeder så meget mere sikre end f.eks. det billede fra Bosnien, som NATO for nogle år siden fejlagtigt antog for at være en massegrav.

TV-Avisen samme aften konstaterer: »Et simpelt fejlskøn fra en NATO-pilot gav serberne den propagandafordel, som de havde ledt efter længe.« 64 dræbte kosovoalbanere negligeres som et simpelt fejlskøn ; i samme åndedrag forstummer kritikken af NATO, og fokus flyttes, så der i stedet for 64 dræbte civile bliver tale om en blot og bar serbisk »propagandafordel« …

I et senere indslag fortsætter aftenens gennemført ukritiske billede af NATOs luftbombardement: »Selv om døde civile er en uundgåelig del af enhver krig, oplever vi NATO og Clinton beklage, forsvare og forklare. NATO drømmer nemlig om en ren krig. En krig uden tårer. En krig, hvor civile ofre ikke kan bruges i fjendens propaganda.«

NATOs egne talsmænd kunne næppe selv have lanceret det mere udglattende og ædelt.

Seniorforsker Bjørn Møller fra Center for Freds- og Konfliktforskning, der i de trykte medier har været meget kritisk over for NATOs luftbombardement, bliver interviewet, men TV-Avisen går pænt uden om alle spørgsmål, der kan røbe dette, så Bjørn Møller alene kommer til at udtale sig om de uundgåelige civile ofre, hvorfor det i indslagets sammenhæng fremstår som en almindelig konstatering og på ingen måde en kritik af NATO.

Bagefter kan chef for Danske Livregiment, Bjarne Hesselberg i studiet så uimodsagt få lov at stå for konklusionen på aftenens dækning af krigen i TV-Avisen: »Al erfaring siger, at man er nødt til at få landsoldater ind.«

Den 19.4. frigiver NATO flere oplysninger om bombningen af traktorkonvojen. TV-Avisen viser NATOs talsmand, Jamie Shea, der over for den samlede verdenspresse selvsikkert bedyrer: »You want the facts - today you are going to get them! NATO keeps its promises.«

Der er ikke længere kun tale om én bombe, men om to angreb over to timer på forskellige lokaliteter, hvor i alt ni bomber blev affyret. NATOs general Daniel Leaf udtaler i Nyhederne: »It appears possible the vehicles were tractors or tractortype vehicles. As I reviewed it with the pilots they agreed. However, they were emphatic that from the attack altitude to the naked eye they appeared to be military vehicles.«

Nyhederne: »Ingen uafhængige kilder har bekræftet angrebet«

Både DR og TV2 taler denne aften med herboende serbere. En serbisk kvinde benægter over for Nyhederne den etniske udrensning i Kosovo. I TV-Avisen oplæser en serbisk pige et digt på dansk, der fordømmer luftbombardementet. Digtet har været offentliggjort i en lokalavis med flere anonyme trusselsopringninger til følge.

Over for det store kontingent af hyppigt citerede præsidenter, forsvars-, udenrigs- og statsministre fra NATO-landene, militære talsmænd og officerer af høj rang, der igen og igen toner frem i stjernebesatte uniformer med budskaber om krigens nødvendighed og retfærdighed, står med lange mellemrum en serbisk minister eller en herboende serber. De kan næppe andet end i værste fald bekræfte NATOs fjendebillede, i bedste fald fremstille serberne som villige ofre for Milosevics propaganda.

Serberne oplyser den 21.4. ifølge Nyhederne, at NATO har bombet en flygtningelejr for serbere, der er fordrevet af kosovoalbanere. Det bemærkes, at »ingen uafhængige kilder har bekræftet angrebet« - en bemærkning, der glimrer ved sit fravær, når det er NATO, der kommer med udokumenterede påstande.

Internationale TV-journalister er mindre hæmmede af »loyalitet« over for NATO end danske. Til Nyhederne udtaler en fransk journalist sarkastisk om NATOs talsmand, Jamie Shea: »Det meste af det, han siger, tror han sikkert selv på.« Udtalelsen kommer, efter at NATO-talsmænd ved flere lejligheder er kommet med modstridende oplysninger. Senest er det kommet frem, at den båndoptagelse, som NATO fremlagde efter bombningen af flygtningekonvojen, og som hævdedes at være den pågældende pilots redegørelse, i virkeligheden var en ren konstruktion.

TV-Avisen fortæller samme aften, at nattens luftbombardement hovedsageligt rettede sig imod TV- og radiostationer, som NATO kalder »nervecentret i den serbiske propagandamaskine«. Om NATO måske også gerne vil sikre sig imod en gentagelse af den uheldige situation med de serbiske TV-billeder fra alliancens bombning af en traktorkonvoj bestående af kosovoalbanske flygtninge, finder TV-Avisen ikke grund til at spørge.

TV-Avisen: »Så i det øjeblik, man rammer deres hus og deres hovedkvarter, så rammer man i virkeligheden også deres nervecenter?«

Den 22.4. bombes Milosevics »private hjem«. I TV-Avisen hedder det: »Boligen bliver ifølge NATO brugt til militære formål.« I den anledning interviewes generalløjtnant Kjeld Hillingsø:

»Nu har vi så hørt og set, at Milosevics hjem blev bombet i dag, men det er umuligt at få nogen i NATO til at sige, at det er Milosevic, man går efter. Men omvendt ville det vel ikke gøre noget, hvis han røg med?«

Hillingsø: »Man går ikke efter statslederne, for så får dem ovre på den anden side den gode ide at gå efter vores statsledere. Men i det her tilfælde må man tænke på, at partiet og statslederen er den, der styrer hæren - det er noget helt andet end i de vestlige demokratier, hvor hærene er folkets hære.«

Generalløjtnanten får ikke alene uimodsagt leveret et særdeles tvivlsomt postulat om de vestlige hære som »folkets hære«, han modsiger også helt åbent sig selv: Nej, vi går ikke efter statslederen, men i det her tilfælde …

Det bliver ikke bemærket. I stedet godtager man fuldstændig ukritisk militærets forklaring og spørger retorisk:

»Så i det øjeblik, man rammer deres hus og deres hovedkvarter, så rammer man i virkeligheden også deres nervecenter?«

Hillingsø: »Ja.«

Serbisk TV kunne næppe have gjort det bedre, hvis rollerne havde været byttet om.

På begge kanaler bringes uddrag af et amerikansk TV-interview med Milosevic, der hårdnakket benægter den etniske udrensning, som utallige flygtningeskarer bevidner, og siger, at det er fra NATOs bomber, kosovoalbanerne flygter.

Ekstraordinært har Nyhederne bedt om en udtalelse fra en uvildig balkanekspert, lektor Karsten Fledelius fra Københavns Universitet, men om et emne hvor svaret er givet på forhånd - Milosevics letgennemskuelige propaganda. Fledelius får imidlertid også sagt, at den serbiske ministerpræsidents udtalelser rummer en åbning: »Der er noget, man kan tage ham på ordet på, hvis man vil, og det er, at hvis bombningerne standser, så kan albanerne fra Kosovo vende tilbage, hvis man vil.« Ingen dansk politiker bliver konfronteret med dette perspektiv.

Den 23.4. er topmødet i forbindelse med NATOs 50-års jubilæum indledt i USA. Til Nyhederne siger Nyrup Rasmussen om udsigten til en landkrig: »… vi er klar, også når det tidspunkt måtte nærme sig - det tidspunkt er der ikke for øjeblikket, fordi Milosevic reagerer, som han gør - men vi er klar til at tage også vores del af ansvaret, når det tidspunkt kommer.«

Når man ingenting siger, har man da ikke sagt for meget. Det synes man heller ikke på Nyhederne, der kvitterer med at spørge om ingenting.

Begge kanaler konstaterer samme aften, at det statslige serbiske TV er bombet i Beograd, og rapporterer velvilligt det selvfølgelige i NATOs bombemål: »Stationen har dagligt sendt billeder, der sammenligner NATO med Hitler,« lyder kommentaren på Nyhederne - og så er den vel ikke længere, selv om NATO naturligvis sammenligner Milosevic med Hitler.

Den 24.4. høres imidlertid undtagelsesvist en modstander af NATOs krig. Til TV-Avisen siger forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, at NATOs krigsførelse er i modstrid med alliancens traktat, eftersom denne begrænser alliancens opgaver til forsvar af eget territorium. Det er første og eneste gang i den i nærværende artikels belyste måned, at TV-Avisen interviewer en krigsmodstander om rimeligheden af dansk krigsdeltagelse.

Anklagerne får tidligere generalmajor i NATO, Claus Ahnfeldt-Mollerup dog lov til at afvise i et interview, der er så ukritisk, at han lige så godt kunne have læst op af et manuskript:

»Har NATO overtrådt sit charter?«

Ahnfeldt-Mollerup: »Nej, det tror jeg ikke - der skal man jo næsten være statsretsekspert for at kunne svare rigtigt på det og ikke blot en simpel soldat … Men charteret har nogle gummiparagraffer, der kan tolkes relativt vidt. Og hvor Ebbe Kløvedal taler om, at det kun er forsvar, at det kun har bestemte opgaver osv., så er det ikke fuldstændig rigtigt. Hvis man slår op i selve traktaten, så står der i forordet eller præamblen, at parterne, der underskriver, 'vil fremme velfærd og stabilitet i det nordatlantiske område', uden at det nordatlantiske område for så vidt er præciseret. Den præcisering, der er, omhandler kun 'musketérparagraffen', altså den gensidige forsvarsparagraf - paragraf 5 i traktaten. Der står nøjagtigt i hvilket område, den paragraf er gældende. Men i traktaten som sådan er der ikke noget mere præcist, end at der står, at de vil fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område.«

Man må sno sig. Den tidligere generalmajor bliver ikke bedt om at forklare, hvorvidt han dermed også mener, at der ingen grænser er for, hvor, hvornår og hvorfor NATO kan bombe en suveræn stat, som ikke angriber et af NATOs medlemslande. I stedet spørges han retorisk:

»Det vil sige, at det altså udelukkende er et spørgsmål om fortolkning?«

Ikke overraskende bekræfter den tidligere generalmajor dette skarpsindige spørgsmål og tilføjer, at suverænitetsprincippets ukrænkelighed internationalt er ved at glide ud til fordel for forsvaret af menneskerettighederne … TV-Avisen sluger den. NATO-landenes talrige krænkelser af menneskerettighederne lades uberørt ligesom spørgsmålet om, hvorfor NATO ikke bomber Tyrkiet, der i årevis har gennemført en etnisk udrensning af kurderne.

Også Nyhederne omtaler NATOs »nye rolle« - og stiller heller ikke spørgsmålstegn ved den.

TV-Avisen: Noget tyder på, at Milosevic er ved at være »mør«

Søndag den 25.4. spørger Nyhederne Danmarks statsminister, om ikke NATO trænger til at se »resultater af bombningerne«?

Nyrup Rasmussen: »Det har virkning. Vi kan se, at de mål, vi har sat os, når vi - vi skal huske, f.eks., at da visse lande var i gang med flybombninger i Irakkrigen, bombede man i syv uger, før man kunne gå ind.«

Ingen kan betvivle, at Jugoslaviens infrastruktur er smadret, men statsministeren bliver ikke bedt om at uddybe, om det er dét, der har virket .

I Søndagsmagasinet er temaet krigens propaganda, og her står også NATO for skud.

Først bringes et indslag om statspropagandaen i serbisk TV. Vi ser NATOs logo fremstillet som hagekors; Clinton påhæftet mærkatet: »Den mand er farlig;« indslag sammenstiller NATOs bombardement med Nazitysklands angreb; de kosovoalbanske flygtninge fremstilles alene som flygtende fra NATOs bomber osv.

Dernæst bringes eksempler på NATOs propaganda. Indslaget viser vestlige talsmænd, der har måttet ændre forklaringer og dementere; NATO-retorikken, der konsekvent omtaler de 19 NATO-landes krig som »verdenssamfundets kamp«, og som understreger, at bombardementet slet ikke er led i en krig, men i en »humanitær aktion« osv.

I studiet skal major af reserven, Carl Henrik Jensen debattere bombningen af medierne med Politikens udenrigskorrespondent, Jens Holsøe. At der er tale om en »debat«, forhindrer dog ikke major Henrik Jensen i at stikke følgende plade helt upåtalt: »NATO har ikke nogen, der gør noget ved deres egne befolkninger for at sikre opbakning. Det er jo problematisk at gøre den slags ting i et demokrati.«

I Nyhederne og TV-Avisen den 26.4. fremgår det, at sanktionerne mod serberne skal strammes af EU-landene. Det bemærkes endvidere kort i TV-Avisen, at Røde Kors er bekymret over det store antal civile mål, der er ramt i Jugoslavien, men ingen følger sagen op.

Dagen efter beretter Nyhederne, at NATO atter har bombet serbisk TV i Beograd. På DR hedder det nu, at Milosevic er ved at være »mør« efter bombardementet af Jugoslavien.

Over 10.000 bombemissioner, i hundredvis af civile dræbte og et land i ruiner karakteriseres klinisk og udramatisk ved, at Milosevic er ved at være »mør« …

TV-Avisen: »Desværre har vi ingen billeder fra dagens møde, da NATO har bombet det serbiske TVs sendefaciliteter«

Den 28.4. bringer flere flygtninge, flere beretninger om serbisk terror og flere bomber.

I Nyhederne hører vi, at NATO indrømmer at have ramt et boligkvarter aftenen forinden. I TV-Avisen udtaler Storbritanniens forsvarsminister, George Robertson sin beklagelse, men understreger: »In more than 4.400 attacks by NATO only a tiny fraction have led to unintended consequences, including the loss of civilians.« Eksemplerne på NATOs fejlbombninger inkluderer imidlertid efterhånden ikke bare det berygtede angreb på den kosovoalbanske traktorkonvoj, men en lang række rapporter bl.a. om bombede landsbyer og boligkvarterer, et bombet passagertog, et par bombede passagerbusser, fire missiler, der fejlagtigt ramte så fjernt fra deres mål som i Bulgarien, og en hel nations infrastruktur i ruiner - hvilket sidste NATO dog ikke tæller som »unintended consequences«.

Tonny Brems Knudsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet bliver i TV-Avisen spurgt, om krigen er en »humanitær indsats«, når der er hundreder af dræbte civile:

»… man har jo hele tiden vidst, at man simpelt hen ikke kan bruge militærmagt, uden at det på et eller andet tidspunkt ville føre til sådanne tab. Og det er uanset, om formålet er humanitært eller ethvert andet formål. Når man så samtidig kan se de daglige rapporter om etniske udrensninger, der fortsætter i samme tempo som hidtil, massive overgreb mod civile, jamen så må man jo nok sige, at det stadig væk er til at forstå, at det dybest set er humanitært, det, der foregår - især hvis NATO samtidig virkelig forsøger at begrænse de her tab og ikke forsøger at stikke noget under stolen.«

Adjunkten bliver ikke konfronteret med de talrige eksempler på, at NATO netop forsøger at stikke kendsgerninger under stolen, for slet ikke at nævne det faktum, at NATOs øverstkommanderende har fastslået, at hensigten med luftbombardementerne slet ikke er at standse de etniske udrensninger. I stedet får han uden videre modspørgsmål lov til at konstatere, at NATO bør skifte strategi og optrappe krigen.

Det er symptomatisk for begge kanaler, at skal NATO »kritiseres«, er det ikke en kritik af krigens berettigelse, men af dens begrænsning . Man bør indsætte landtropper, siger Knudsen, »så man til syvende og sidst kan få en ordning, uden at man skal til at føre en regulær krig.«

Tusinder af bombemissioner og et land i ruiner er altså ikke »en regulær krig« …? Tættere kommer vi næppe absurditeten og propagandaen i George Orwells 1984 : »War is peace.«

Men det går hen over hovedet på TV-Avisen.

De følgende dage berettes atter om vildfarne NATO-missiler og serbiske massakrer. Serbien fremsætter et nyt forslag til en fredsplan, men TV-Avisen kan ikke dække historien visuelt den 30.4.: »Desværre har vi ingen billeder fra dagens møde, da NATO har bombet det serbiske TVs sendefaciliteter.«

Nyhederne samme aften viser FNs menneskerettighedskommissær, Mary Robinson, der, efter at Operation Allied Forces nu har bombet Jugoslavien i over fem uger, er begyndt at blive betænkelig: »There must be a better way. I call for reason to prevail on all sides and for a return to diplomacy and peacemaking.« Ingen regeringsleder fra de krigsførende lande bliver bedt om at forholde sig til denne klare udmelding.

De 19 NATO-lande har indtil videre demonstreret deres humanitære velvilje ved generøst at evakuere godt 20.000 flygtninge fra de overfyldte flygtningelejre i Kosovos fattige nabolande, der trues af epidemier. Det er omtrent det samme antal flygtninge, som kommer ud af Kosovo på en enkelt dag. I alt er flygtningetallet nu oppe over 750.000.

Kristeligt Folkeparti mener, at Danmark bør tage flere flygtninge. På partiets landsmøde siger Ebbe Ejlertsen: »Vi vil ikke finde os i det. Vi vil have lov til at udøve det, der er vores mission, nemlig at udvise i praksis, hvad næstekærlighed er for noget.« Partiet opfordrer samtidig til en fortsættelse af bombardementet og en indsættelse af landtropper - det gælder jo om at »udvise i praksis, hvad næstekærlighed er for noget.«

Nyhederne spørger ikke partiet, om NATOs »humanitære« bomber også er »næstekærlige«.

TV-Avisen: »NATO erkender nu, at bomber ikke kan standse serbernes etniske udrensning«

Den 1. maj bliver også krigen det dominerende emne til dagens taler rundt om i landet. Det er statsministeren yderst magtpåliggende både i TV-Avisen og Nyhederne at forsikre, at de kosovoalbanske flygtninge, der er på vej til Danmark, skam nok skal blive sendt tilbage til Kosovo igen alle sammen.

I TV-Avisen siger han: »De har et eneste brændende ønske, de, der kommer til Danmark, og det er at vende tilbage igen.« Og han understreger: »Og I skal være fuldstændig sikre på, at det er deres ønske. Tænk bare på de billeder, I har set, oppe fra det nordlige Albanien. Jeg kunne næsten mærke det gennem skærmen, da familierne siger: 'Tag ikke vores traktor fra os …' Det var deres sidste forbindelseslinje til deres eget land.«

I Nyhederne siger han: »Der er én ting, det er vigtigt for mig at få sagt, og det er, at de flygtninge har et eneste brændende ønske, og det er at komme tilbage til deres eget hjem.«

Nej, tænk, om de måtte ønske at blive i Danmark … statsministeren kunne være blevet spurgt, om de i så fald med ét ville forvandle sig fra medlidenhedsvækkende ofre for Danmarks fjende, tyrannen Milosevic, til uønskede »fremmede« - men det blev han ikke.

I stedet får han lov til at iscenesætte sig selv som den bekymrede, men stærke statsminister i en krig af medicinsk renhed: »Dette århundredes syge land, som Balkan er blevet kaldt, skal blive raskt nu.« Medicinen doseres som bekendt i megaton.

Til gengæld laver Nyhederne et dobbeltinterview med Socialdemokratiets EU-parlamentariker, John Iversen og Enhedslistens Søren Søndergaard, hvor modsatrettede synspunkter om selve Danmarks krigsdeltagelse for en enkelt gangs skyld brydes.

Den 2.5. kommer de tre amerikanske krigsfanger hjem til USA sammen med Jesse Jackson, der har et fredsudspil med i bagagen fra Jugoslavien. Det lever op til hovedkravene i Rambouillet-aftalen, bortset fra at man ikke ønsker NATO-tropper i Kosovo - og får derfor en kold skulder. Hverken dette udspil eller NATOs indrømmelse af, at man under bombningen af en bro ramte en bus med civile passagerer, hvor 40 mennesker omkom, giver anledning til kritiske spørgsmål til danske politikere eller militærfolk om rimeligheden af dansk krigsdeltagelse. Ikke i TV-Avisen og ikke i Nyhederne.

Dagen efter er det lykkedes NATO at mørklægge og kortslutte 70% af Serbien. NATOs talsmand, Jamie Shea udtaler stolt på begge kanaler: »NATO has its finger on the light switch in Yugoslavia now.«

Rusland kommer med endnu et fredsudspil, og Jesse Jackson overbringer Clinton et brev fra Milosevic med tilbud om at mødes - begge dele afvises, og krigen fortsætter.

På DR interviewes Berlingske Tidendes udlandsredaktør, Michael Ehrenreich, og TV-Avisen holder atter ukritisk mikrofon for ønsket om at optrappe krigen: »Da det her startede, da var jeg en af dem, der sagde og skrev i avisen, at det her kommer til at blive meget langvarigt. Jeg er ikke sikker på, at vi er endog halvvejs, og det bliver nok nødvendigt med en landkrig af en eller anden form.«

Den 4.5. refererer Nyhederne serbernes tal for de civile ofre for NATOs bombardement: 1.200 dræbte og 5.000 sårede. TV-Avisen bemærker: »NATO erkender nu, at bomber ikke kan standse serbernes etniske udrensning.« At det aldrig har været intentionen med bomberne at standse en etnisk udrensning, nævnes heller ikke i denne omgang.

Nyhederne: »Ifølge NATO er der indtil nu kastet over 15.000 bomber og missiler - seks gange er det gået galt«

Nyhederne dækker den 5.5. Clintons tale til amerikanske soldater i Rammstein, Tyskland: »If we don't want your successors to have to come to this continent and fight another bitter war, then we must stand in Kosovo for the elementary principle of the common humanity of every breathing living person in this continent.«

Jugoslaviens infrastruktur er i ruiner, de civile omkostninger enorme, men TV2 finder ikke på at kæde dette sammen med Clintons kamp for »the elementary principle of the common humanity of every breathing living person«.

Det oplyses om bombemålene, at der er ødelagt i alt 80 af Jugoslaviens 450 militærfly, 25 procent af jagerflyene, 9 ud af 17 militære luftbaser og 20 procent af ammunitionslagrene. Det er altså resultatet efter seks ugers bombninger af »militære mål«. En »succes«, siger NATO.

Der kan dog ske fejl, medgiver NATO ærligt. Speakeren beretter: »Ifølge NATO er der indtil nu kastet over 15.000 bomber og missiler under konflikten - seks gange er det gået galt.« For at forklare dette forhører man sig hos oberst Michael Svejgaard fra Flyvertaktisk Kommando - han bliver ikke spurgt, om det er særlig realistisk, når NATO påstår, at kun seks ud af femtentusind bomber har ramt forkert, men får i stedet lov til at fortælle, at laserstyrede bomber ind imellem kan forstyrres af røgen fra brændende bygninger og ramme forkert.

Man skulle tro, at 15.000 bomber ville udvikle ikke så lidt røg - men TV2 vælger at lade den flotte score stå fuldstændig upåtalt: Kun én ud af 3.000 bomber rammer galt.

På begge kanaler er det en vigtig nyhed, at den afgående leder fra NATOs militære komité, general Klaus Naumann kritiserer den valgte strategi - igen er det ikke valget af krig frem for diplomati, den tyske general dadler, men at der ikke er krig nok : »We need to find a way to reconcile the conditions of the coalition's war with the principle of military operations such as surprise and the use of overwhelming force. We did not apply either in Operation Allied Force , and this cost time, effort and potentially additional casualties.«

Over 15.000 bomber, over 1.000 NATO-fly er ikke en »overwhelming force«.

TV-Avisen: »Nyt håb om fred i Kosovo - nu venter verden igen på Milosevic«

Begge kanaler meddeler den 6.5., at verdens store industrinationer er mødtes med Rusland, og G8 præsenterer nu det første fælles fredsudspil fra Rusland og Vesten. De fem hovedpunkter er: 1) Øjeblikkelig våbenhvile, 2) serbiske tropper ud af Kosovo, 3) afvæbning af UCK, 4) international styrke i Kosovo, 5) Kosovo-selvstyre inden for Jugoslavien.

I TV-Avisen fremstilles jugoslaverne som de vrangvillige med kommentaren: »Nyt håb om fred i Kosovo - nu venter verden igen på Milosevic.« Når serberne kommer med et udspil, bliver det ikke lanceret: »Nyt håb om fred i Kosovo - nu venter verden igen på Clinton.«

Jugoslaviens FN-ambassadør udtaler: »Jeg er glad for, at det nu bliver accepteret af vore vestlige partnere. Jeg er ked af, at de måtte bombe i halvanden måned, før de nåede frem til den samme løsning, som vi tilbød. Ikke for at sige, at vi allerede er der.«

Seerne må være komplet konfuse - hvad refererer ambassadøren til? TV-Avisen uddyber det ikke. Sagen er den, at serberne bl.a. den 23. marts har fremlagt et lignende forslag, som de vestlige politikere og medier imidlertid ignorerede. Og her får vi heller intet at høre om det. Serbernes problem med G8-udspillet er fortsat, at amerikanerne ønsker det baseret på Rambouillet-aftalen, dvs. underforstået at NATO skal fungere som besættelsesmagt i hele Jugoslavien.

TV-Avisen spørger adjunkt Peter Viggo Jakobsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, om Milosevic er ved at være »mør«?

Jakobsen: »Jeg tror ikke, at Milosevic er ved at være mør.« Og han tilføjer senere: »Jeg er jo så pessimistisk, at jeg ikke tror på, at han giver sig, før der bliver indsat landtropper.«

Heller ikke denne gang bliver der sat spørgsmålstegn ved en optrapning af krigen.

I Nyhederne den 7.5. hører vi, at USA beordrer yderligere 176 fly til Europa. Det amerikanske forsvarsministeriums talsmand, Kenneth Bacon siger: »I think we are a long way from a bombinghalt right now, because we don't have any indication from Milosevic that he is going to accept any sort of a peaceagreement.« Kenneth Bacon bliver lige så lidt som andre NATO-talsmænd, -ministre eller -præsidenter konfronteret med den kendsgerning, at han taler usandt. Serberne er kommet med flere fredsudspil, men NATO vil ikke acceptere dem.

Samme dag refereres det, at Jugoslaviens udenrigsminister, Zivadin Jovanovic »accepterer en FN-mission sammensat af neutrale lande og lande, som ikke deltager i angrebet på Jugoslavien.«

Serberne er med andre ord parate til alt andet end at overlade sin suverænitet til NATO. NATOs generalsekretær gør det imidlertid klart, at G8-landenes udspil er et ultimatum, og at bombeangrebene vil blive intensiveret, hvis ikke Jugoslavien accepterer det. Men også UCK har afvist udspillet, og Solana bliver ikke spurgt, hvordan NATO kan stille et ultimatum, som ingen af parterne, der skal hjælpes af den »humanitære aktion«, ønsker.

I TV-Avisen bemærkes det, at Folkekirkens Nødhjælp nu også opfordrer NATO til at indstille bombningen - ingen politiker bliver bedt om at kommentere det.

Nyhederne: »Og serberne var hurtige til at tage propagandaværdien«

Lørdag den 8. maj er hovednyheden på begge kanaler, at NATO har bombet den kinesiske ambassade i Beograd. Kineserne raser og kræver en øjeblikkelig indstilling af luftbombardementet. NATO siger straks, at det var en fejl, men serberne og kineserne er tilsyneladende overbeviste om det modsatte. Nyhederne tilføjer: »Og serberne var hurtige til at tage propagandaværdien,« hvorefter nogle fordømmende, serbiske udtalelser følger.

Senere lægger man op til et interview med general Michael Rose, der var øverstkommanderende for FN-styrken i Bosnien i 1994, med ordene: »Kritikken af NATO vokser.« Ikke overraskende er det atter kritikken af, at krigen ikke er tilstrækkelig optrappet, og ikke kritikken af overhovedet at føre krig mod Jugoslavien, der er tale om. På spørgsmålet om, hvad NATO da bør gøre, kommer det forudsigelige svar: Indsætte landtropper, så man har mulighed for at invadere Kosovo.

Den 9.5. hedder det i Nyhederne, at »der er modstand mod NATOs militære aktion - også i USA«, og dermed er linjen lagt, så man forstår, at vi nu skal møde noget nærmest »kuriøst«. Dernæst interviewes »kuriositeten«, den kendte krigsmodstander, Daniel Ellsberg.

»Mr. Ellsberg, negotiations have been tried …«

Ellsberg: »On the contrary. Ultimatums have been tried with the intent of launching this bombing campaign which was as misconceived as the bombing that started when I was in Pentagon 34 years ago on the North Vietnam. That was just as hopeless then, and we knew it just as fast within weeks inside the Pentagon. It went on for eight years because our leaders were not willing to admit error and to modify their infeasible goals of the sort that NATO has been demanding so far.«

Ellsberg bliver snart fulgt op af et indslag med den danske forsvarsminister, Hans Hækkerup, der kan få selv Danmark til at føle sig lidt som en stormagt: »Jeg tror, at de [amerikanerne] også fornemmer, at Danmark er et af de lande, om ikke dét land, der lægger mest vægt på forbindelsen over Atlanten … Et lille land er et lille land i denne verden, det må man se i øjnene. Men vi kan udnytte det spillerum, vi har, maksimalt eller så godt som muligt - så har vi jo nået det maksimale.«

Hvad der ligger heri, bliver han ikke bedt om at uddybe. Vi har nået det »maksimale«.

TV-Avisen: »Er der den mindste grund til at tro på, at Milosevic holder sit ord?«

Den 10.5. interviewer Nyhederne udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

»Milosevic vil godt tillade en fredsstyrke ledet af FN, ikke af NATO - er det spiseligt?«

Helveg Petersen: »Der står jo i erklæringen fra G8, at der skulle være en civil og militær tilstedeværelse i Kosovo - og igen : Hvorfor skal der være det, og hvorfor skal den være robust? Det er for at sikre, at de mennesker, der er fordrevet med vold, kan vende tilbage.«

Udenrigsministeren svarer indlysende nok ikke på spørgsmålet - men han får lov at væve.

»Så alle kravene, de G8-krav, du taler om, skal alle sammen opfyldes?«

Helveg Petersen: »Jamen det er klart, ellers kan kosovoalbanerne ikke vende tilbage.«

»Kan man kalde det 'forhandling', når vi fra vestlig side siger, at Milosevic ikke får noget at rafle om?«

Helveg Petersen: »Jamen det, han ikke får noget at rafle om med, det er muligheden for, at de fordrevne kan vende tilbage. Det er det, det internationale samfund har sat sig som mål for dette her. Det er ikke at føre krig mod Serbien, det er ikke andre mål, det er at sikre, at de fordrevne kan vende tilbage …«

Udenrigsministeren får uden videre lov at fordreje kendsgerningerne. Er det sandt, at der ikke føres krig mod Serbien? Er det sandt, at der ikke er andre mål end at sikre de fordrevnes tilbagevenden? Hvorfor har man så ikke for længst taget serberne på ordet og droppet tankerne om en besættelsesmagt fra NATO, som reelt er det eneste, serberne har nægtet?

»Hvor lang tid tror du, der går, før vi får fred?«

Helveg Petersen: »Jeg sætter ingen tidspunkter på. Det er Milosevic, der kan bestemme tidspunktet for, hvornår det her skal høre op.«

Er det sort/hvidt? Kan ikke NATO bestemme, om det hører op? Han bliver ikke spurgt.

På TV-Avisen har man atter interviewet lektor Peter Viggo Jakobsen, denne gang om Milosevics løfte om at begynde en delvis tilbagetrækning af sine tropper fra Kosovo.

»Er der den mindste grund til at tro på, at Milosevic holder sit ord?« spørger Steen Bostrup.

(Det ville være utænkeligt, at et interview på de danske nyhedskanaler indledtes med: »Er der den mindste grund til at tro på, at NATO holder sit ord?«).

Jakobsen: »… Det er første gang, at Milosevic går ud og viser - og kommer med et initiativ - hvor han selv gør noget for at demonstrere, at han er interesseret i en eller anden form for forhandlingsløsning - på alle andre tidspunkter har han stillet en masse krav til NATO, som skulle opfyldes, inden han selv skulle gøre noget …«

Er det korrekt? kunne Steen Bostrup have spurgt - det gør han ikke. Men er det ud fra en nøgtern betragtning ikke præcis, hvad NATO har gjort - stillet en række ultimata og nægtet at høre tale om andet end en NATO-besættelse af Jugoslavien? Adjunkten bliver ikke spurgt.

Steen Bostrup kvitterer i stedet med følgende: »Men NATO tager det foreløbig ret køligt, det her, og det kan man vel godt forstå …«

Den 11.5. fortæller Nyhederne, at Danmark udskifter sine »ældre« F16-fly, der deltager i NATO-aktionen, med mere moderniserede fly. Chef for Flyvestation Aalborg, Karsten Schultz udtaler: »De indgår i NATOs styrker dernede. Og som sådan deltager de på lige fod med alle de andre mange fly, så … Specifikt at sige, om de kommer i kamp, det kan jeg ikke svare på.« TV-Avisen refererer NATO-kilder for at afvise Milosevics udtalelser om, at serberne har indledt en delvis tilbagetrækning fra Kosovo.

For første gang, siden NATO indledte sit luftbombardement den 23.3., bringer den sene udgave af TV-Avisen dagen efter, den 12.5., ikke et eneste indslag om krigen. Igennem den seneste tid er indslagene da også generelt blevet nedprioriteret på begge kanaler.

Nyhederne fortæller dog, at natten bragte krigens mest massive bombeangreb mod Jugoslavien, og Bosniens FN-ambassadør, Mohamed Sacirbey udtaler i et interview, at NATO skal fortsætte krigen. Det samme siger NATOs talsmænd.

Ingen modstander af NATOs luftbombardement interviewes. Intet nyt, ingen overraskelser og ingen nuancer. NATO taler.

Det er krigens 50. døgn.

TVs nyhedsdækning: NATO vs. Serbien/Rusland/Kina: 258 - 34

At serbisk TV, når det får lov at sende for NATO, fungerer som talerør for Milosevics propaganda, er indlysende for alle. Er TV-Avisen og Nyhederne også talerør for NATOs propaganda? Nej.

Ikke i samme grad i det mindste; men - kommer vi ikke uden om at tilføje og understrege - reel, kritisk journalistik vendt imod Danmarks deltagelse i NATOs krig er ikke desto mindre så godt som fuldstændig udelukket .

Efter et gennemsyn af 62 nyhedsudsendelser fra den 12. april til den 12. maj er det svært at konkludere andet, end at såvel TV-Avisen som Nyhederne efter omstændighederne viderebringer et klart unuanceret og ukritisk billede af den danske krigsdeltagelse; at man i stedet for at belyse de stridende synspunkter om krigen i almindelighed og dansk deltagelse i særdeleshed på så skeptisk, men uforudindtaget vis som muligt, derimod i vid udstrækning kolporterer en politisk og militær NATO-agenda, der på et meget tidligt tidspunkt har formået at trænge kritikken af luftbombardementets berettigelse ud i den alleryderste periferi.

I 62 nyhedsudsendelser med en sammenlagt sendetid på 29 timer og 55 minutter udgjorde indslag om eller med tilknytning til krigen i Jugoslavien 11 timer og 24 minutter. I al denne tid er der bragt interviews og udtalelser fra politikere, militærpersoner, eksperter og nødhjælpsarbejdere 362 gange, når alt fra statements på få sekunder til interviews af flere minutters varighed er medregnet - heraf stammer 45 fra nødhjælpsarbejdere og 25 fra »eksperter« (bl.a. akademikere og politiske kommentatorer).

Fraregner vi disse, fordeler de tiloversblevne 292 udtalelser/interviews sig med 258 til politikere og militærpersoner fra NATO og 34 til serbiske, russiske og kinesiske kilder.

Af 328 indslag med udtalelser af vestlige politikere, militærpersoner, nødhjælpsfolk og eksperter stammer kun 20 (tyve) fra modstandere af NATOs bombardement af Jugoslavien. Og blandt disse er der tilmed yderst sjældent tale om indslag, hvor de pågældende overhovedet specifikt udtaler sig om deres modstand imod bombemissionerne - det sker kun fire gange.

Kun én eneste gang på hver kanal i de gennemsete 62 udsendelser fra den 12. april til den 12. maj er modstandere af krigen blevet interviewet om modstanden mod krigen, henholdsvis Ebbe Kløvedal Reich på DR og Daniel Ellsberg på TV2. Derudover er en tilhænger af krigen én gang blevet konfronteret med en modstander, da Socialdemokratiets John Iversen debatterede med Enhedslistens Søren Søndergaard i Nyhederne, og endelig er FNs menneskerettighedskommissær, Mary Robinson, én gang citeret: »There must be a better way. I call for reason to prevail on all sides and for a return to diplomacy and peacemaking.«

Det er alt.

I 62 udsendelser af næsten 30 timers varighed kommer modstanden mod krigen alene til udtryk i disse indslag.

Med en forbløffende effektivitet har TV-Avisen og Nyhederne begrænset en kritisk stillingtagen til NATOs og Danmarks krigsdeltagelse til det absolut minimale.

Den lejlighedsvise journalistiske skepsis over for NATO er lige så beskeden og ufarlig, som den i hovedsagen alene manifesterer sig over for de konkrete fejltagelser fra NATOs side, der er så eklatante og specifikke, at alliancens talsmænd alligevel har været tvunget til at indrømme dem. Som vi har set, er den journalistiske indgangsvinkel til det danske militær endvidere præget af en usædvanlig høj grad af berøringsangst betræffende ethvert kritisk spørgsmål - en berøringsangst, der vanskeligt kan karakteriseres som andet end autoritetstro velvilje.

Den kritisk journalistiske indgangsvinkel til de hjemlige militære og politiske myndigheder såvel som en nærgående diskussion af rimeligheden i luftbombardementet er begrænset til et yderst sjældent spørgsmål af typen: »Virker det?«. Behændigt bliver fokus flyttet til et for den vestlige alliance langt behageligere spørgsmål om, hvor længe NATO kan være bekendt ikke at udvide krigen med landstyrker. Dermed forberedes opinionen til gradvis at acceptere en landkrig eller til en konstatering af, at NATO valgte at begrænse krigshandlingerne maksimalt, selv om alt talte for at optrappe med en landkrig.

Begge TV-stationer tegner dermed et billede af det relativt oprigtige NATO, der nu og da indrømmer en enkelt fejl, mens nye beretninger om fordrevne og henrettede kosovoalbanere taler deres eget, berettigede sprog om serbernes kyniske overgreb, men forbigår næsten i tavshed spørgsmålet om, hvor stor en del af ansvaret NATO bærer for, at serberne foretog præcis det skaktræk, som det inden krigen så klart blev forudset ville følge af luftbombardementet: Etnisk fordrivelse.

Ingen dansk TV-journalist er et sekund i tvivl om, at Milosevic forsøger at tilrettelægge spillet præcis efter egne magtambitioner, men ikke én kunne finde på at rejse spørgsmålet om, hvorvidt kredse i NATO netop har spekuleret i en strategi, som efterretninger forudså ville ende i denne voldsomme tragedie for kosovoalbanerne, og at der bevidst blev kalkuleret med, at det på længere sigt ville nødvendiggøre f.eks. 1) en eskalering af luftbombardementet, 2) et enormt forbrug af våben og materiel som argument for fortsat store forsvarsbudgetter i tiden efter den kolde krig, 3) en stigende folkelig accept af og måske et krav om landtropper, der ville repræsentere et yderligere argument for en fastholdelse af eller stigning i forsvarsudgifterne i de enkelte NATO-lande, 4) en generel udvidelse af NATOs indflydelsesområde i den del af Europa, der under den kolde krig hørte til Sovjetunionens magtsfære.

Spørgsmål, der ikke blev stillet

Ikke én gang nævnes det i hverken TV-Avisen eller Nyhederne, at også store dele af oppositionen internt i Serbien gentagne gange har opfordret NATO til at standse luftbombardementet.

Zoran Djindjic, lederen af det serbiske oppositionsparti Det Demokratiske Parti, er i stedet ene om at repræsentere oppositionen - han har da heller ikke noget dårligt at sige om NATO. Nyhederne møder ham i Montenegro den 7.5., hvor han fortæller, at »Milosevic er skyld i alt«. Af speakeren bliver han nærmest kanoniseret: » Han er beviset på, at der er modstand mod Milosevic og hans styre.« Dagen efter bliver han i TV-Avisen refereret for en fællesudtalelse med Montenegros præsident, der meddeler, at den »tragiske krise« samtidig er »en enestående chance til at komme af med Milosevic«.

Zoran Djindjic bliver dermed fremstillet som inkarnationen af oppositionen i Serbien. Det er imidlertid under et år siden, at hans parti roste Milosevics militære indsats i Kosovo. »Så længe der er UCKere i Kosovo, har Milosevic ret til at gribe ind,« udtalte formanden for Djindjics partis Kosovoudvalg, Zoran Lutovac i Information den 13.8.98. Det får vi ikke at vide i nyhedsudsendelserne.

At USAs toprådgiver i Rambouillet, Morton Abramowitz har indrømmet, at der reelt var tale om skinforhandlinger med det formål at stille serberne over for et ultimatum, bliver ikke nævnt en eneste gang, og derfor bliver heller ingen dansk politiker konfronteret med denne særdeles vigtige oplysning. Til Information den 10.4. udtalte Abramowitz: »Vores hensigt var at få UCK-folkene til at acceptere vores plan og stille Milosevic over for et ultimatum (…) Resultatet var, at vi aldrig rigtig forhandlede. Kontaktgruppen tryglede blot UCK om at skrive under, så vi kunne lægge pres på Milosevic.«

At der er rigeligt med rapporter om serbiske overgreb mod civile kosovoalbanere også før NATOs luftbombardement, bliver hyppigt nævnt af politikere og ikke betvivlet af journalister i DR og TV2, men da det kommer frem gennem IALANA (International Association of Lawyers Against Nuclear Arms) i flere tyske dagblade den 23.-24.4., at efterretninger fra Udenrigsministeriet i Tyskland og dokumenter fra tyske domstole afdramatiserer situationen og afviser etnisk udrensning så sent som i midten af marts 1999, er det tilsyneladende ikke værd at nævne i nyhedsudsendelserne.

I efterretninger fra Udenrigsministeriet til retten i Trier den 12. januar hedder det bl.a.: »Eine explizit an die albanische Volkszugehörigkeit anknüpfende politische Verfolgung ist auch im Kosovo nicht festzustellen (…) [Das] Vorgehen der Sicherheitskräfte [war] nicht gegen Kosovo-Albaner als ethnisch definierte Gruppe gerichtet, sondern gegen den militärischen Gegner und dessen tatsächliche oder vermutete Unterstützer.« [»En eksplicit politisk forfølgelse af etniske albanere lader sig heller ikke fastslå i Kosovo (…) Sikkerhedsstyrkernes fremstød var ikke rettet mod kosovoalbanere som etnisk defineret gruppe, men imod den militære modstander og dennes faktiske eller formodede støtter.«]

Ifølge en pressemeddelelse fra IALANA den 29.4. udsendte et kontor under det tyske indenrigsministerium så sent som den 17. marts et direktiv (AZ 2433787 - 138 af den 17. marts 1999), hvori det bl.a. hedder: »When returning to their homeland, Kosovo-Albanians still are not subjected to group persecution (…) However, there are occasional armed incidents. These overwhelmingly consist of raids by the KLA and its supporters, using terrorist means, to which the Yugoslav state reacts within its area of operations in a targeted manner.«

Disse oplysninger, der i det mindste sår væsentlig tvivl ved hele NATOs iscenesættelse af krigens udgangspunkt, bliver slet ikke nævnt i de pågældende 62 nyhedsudsendelser.

Eksperter, der har markeret sig i de trykte medier eller på Internet med stærke argumenter imod NATOs luftbombardement og kritik af krigens iscenesættelse i Vesten, f.eks. lektor Paul Villaume fra Institut for Historie ved Københavns Universitet, Henning Mørk fra Slavisk Institut ved Aarhus Universitet eller freds- og konfliktforsker Jan Øberg, bliver aldrig interviewet. Balkaneksperten, lektor Karsten Fledelius fra Københavns Universitet og seniorforsker Bjørn Møller fra Center for Freds- og Konfliktforskning, der begge har tilsluttet sig en skarp international protest blandt intellektuelle og akademikere imod NATOs luftbombardement og krigsiscenesættelse, bliver godt nok interviewet en gang hver i henholdsvis TV2 og DR, men Karsten Fledelius bliver alene udspurgt om Milosevics propaganda, og Bjørn Møller får blot lov at forklare, hvorfor civile ofre er uundgåelige - ingen af dem interviewes om deres modstand mod NATOs politiske og militære dagsorden. Man risikerer således ikke, at hverken Fledelius eller Møller udtrykker synspunkter i reel kontrast til NATO, eftersom emnerne for deres deltagelse i nyhedsudsendelserne ligger i sikker afstand fra hele den overordnede problematik om rimeligheden af NATOs luftbombardement.

De eksperter, som i nærværende 62 nyhedsudsendelser derimod udvælges til at analysere de reelle problemstillinger vedrørende krigen som sådan, er således ikke bare næsten alle stærke fortalere for NATOs luftkrig, men også for en udvidelse af krigen med landtropper.

Det gælder selvfølgelig 100%, når der er tale om »militæreksperter«.

Da den øverstkommanderende general for FN-styrken i Bosnien, 1994, Michael Rose kritiserer NATOs strategi og lægger op til, at man bør indsætte landtropper, er TV2 klar med et interview. Da den øverstkommanderende general for FN-styrken i Bosnien, 1993, Satish Nambiar kritiserer NATOs luftbombardement for at være af samme moralske karakter som serbiske troppers handlinger i Kosovo, rykker intet TV-hold ud.

Som det er fremgået, er eksemplet i den grad symptomatisk.

Den overordnede konklusion på baggrund af de pågældende nyhedsudsendelser er klar og tydelig: I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved krigens berettigelse , sættes i disse nyhedskilder næsten udelukkende spørgsmålstegn ved krigens begrænsning .

Givet den voldsomme overrepræsentation af fortalere for luftkrigen såvel som for luftkrigens udvidelse med en landkrig, kan dette selvsagt kun være udtryk for et bevidst, journalistisk og politisk valg.

Hvis ikke man deler synspunktet for denne agenda, er det i Danmark sidst af alle TV-Avisen og Nyhederne, man skal frekventere for at finde nyheder og baggrund for krigen i Jugoslavien.

Poul Nyrup Rasmussen: »NATO bliver en politibetjent for menneskelighed, værdighed og humanisme«

Den 23. april udtaler præsident Clinton i Nyhederne: »Mr. Milosevic knows only one way to achieve his aim: through force.«

Han bliver ikke modsagt. Hverken DR eller TV2 finder på at spørge Clinton eller nogen anden NATO-repræsentant, om NATO reelt anvender noget andet middel til at nå sit mål end magt.

»Wir führen keinen Krieg,« udtaler Tysklands kansler, Gerhard Schröder den 25. april i TV-Avisen.

Han bliver ikke modsagt, ikke stillet spørgsmål.

Ingen Krig har altså kortsluttet et land, ødelagt vandforsyningen og elimineret radio og TV.

Ingen Krig har forvandlet boligblokke og landsbyer til murbrokker, broer og veje til kratere og olieraffinaderier og industrifabrikker til stålskeletter.

Ingen Krig har forkullet og kvæstet civile, terroriseret og forbitret et folk, så det ikke kan andet end klamre sig til den nationalistiske fane, som de har oplevet nitten nationers vedholdende og massive overmagt imod.

Med kolossale civile omkostninger og uden at redde et eneste menneskeliv har Ingen Krig lagt et land i ruiner.

Den selvsamme dag, som kansler Schröder benægter at føre krig, udtaler hans danske kollega, statsminister Poul Nyrup Rasmussen i TV-Avisen: »NATO bliver en politibetjent for menneskelighed, værdighed og humanisme …«

Han bliver ikke modsagt, ikke stillet spørgsmål.

Består »menneskeligheden« i nøje kalkulerede skinforhandlinger med det klare formål for øje at indlede bombetogter? Består »værdigheden« i, at verdens største og stærkeste militærmaskine knuser en civilbefolknings levevilkår? Består »humanismen« i planerne om indsættelsen af en NATO-besættelsesmagt hævet over loven?

Statsministeren bliver ikke spurgt. NATO kan trygt levere sine nye variationer over temaet i George Orwells 1984 :

»War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength.«

Faklen nr. 12, 1999 http://www.humanisme.dk/artikler/art10999.php