Per Jacobsen

Søgen efter identitet.

Kroatiske dilemmaer 1836-1994

Den franske revolution og romantikkens tanker om frihed, lighed og broderskab, om nation og sprog, om stat og folkesjæl og egenart bredte sig som en steppebrand ud over det europæiske kontinent og blev senere i det 19. århundrede en forenende kraft for den tyske og den italienske nation men i et lidt længere perspektiv en bombe, der med lang lunte sprængte det vidtstrakte, multinationale Habsburgrige i stumper og stykker.

Overalt gærede det: Ungarn var på randen af åbent oprør over Joseph den Andens centralisering af magten i Wien og bestræbelserne på at lade tysk overtage den rolle som latinen havde haft som en slags administrativt koine for de 17 nationalsprog, der taltes i riget. De selvbevidste ungarere kunne i alt dette kun se en bekræftelse af Herders forudsigelser om, at ungarsk gik sin undergang i møde i det germanske og slaviske hav Den polske general Dabrowski, der havde udmærket sig i Kosciuszkos felttog omgikkes med planer om at rejse både de slaviske og ikke-slaviske folkeslag i Østrig til oprør og danne en kantoniseret republik efter schweizisk mønster. I Prag var den tjekkiske nationale bevidsthed blevet vakt gennem panslavisternes ihærdige arbejde og i den sydslaviske del af Habsburg havde samlingen af slovenere, kroater og serbere i Napoleons såkaldte illyriske provinser betydet en styrkelse af den nationale bevægelse, der drømte om en illyrisk nation som det tredie store folkeslag ved siden af ungarerne og østrigerne. Selvom eksperimentet kun varede i fem år, fra 1809 til 1814 gav det de sydslaviske nationsbyggere en tro på fremtiden for en sydslavisk, politisk enhed inden for Habsburgs grænser. Kroaterne havde allerede fra begyndelsen af århundredet lidenskabeligt debatteret deres lands forhold til Ungarn. Pacta Conventa, dokumentet fra 1102, der fastsatte betingelserne for Kroatiens tilslutning til det ungarske kongerige, var af ungarerne altid blevet betragtet som en højtidelig bekræftelse af deres erobringer af de kroatiske lande, men blev nu i den nye nationale selvbevidstheds ånd af kroaterne vendt fra at være et bevis på underkastelse til et slagkraftigt, nationalt symbol, der gav nationen dets følelse af selvværd tilbage.

Modersmålet i de små lande i Europas periferi har i de perioder, hvor de er blevet styret af udlændinge, været ringeagtet og har levet et beskedent og upåagtet liv uden anden funktion end at tjene som kommunikationsmiddel for de lavere, indfødte samfundsklasser. Herhjemme var dansk før Holberg ifølge Wilster "kun eventyr, brugbart i kakkelovnskrog / kun vise i spinderskens stue", og i Kroatien var situationen i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede ikke meget anderledes. Latinen var lingua academica , ungarsk lingua patria og kroatisk lingua exotica.

Førromantikken og romantikken, der var kommet til landet, først og fremmest gennem Herder og senere den tyske frihedsdigtning, havde vendt op og ned på de vante begreber og bragt helt nye forestillinger om sprogets betydning for nationen. Men netop forholdet mellem nation og sprog i Kroatien måtte blive uklart og problematisk, ikke kun fordi Kroatien var en lille del af et stort multinationalt statsapparat, hvor det nationale ikke tidligere havde spillet nogen større rolle, men fordi de sproglige forhold inden for de kroatiske landes grænser var komplicerede. Lingua exotica var ikke nogen veldefineret eller normeret størrelse, men bestod af tre indbyrdes temmelig forskellige dialekter, der alle tre havde en længere litterær tradition bag sig: čakavisk og štokavisk i Dubrovniklitteraturen og den øvrige dalmatinske renæssance-og baroklitteratur fra 1500-årene og frem til midten af det 17. årh. Og i de indre dele af Kroatien var kajkavisk blevet brugt i den opbyggelige og belærende litteratur og iøvrigt beskrevet i flere bemærkelsesværdige ordbøger. Med til den nationale besindelse hørte uomgængeligt overvejelser om et kroatisk nationalsprog. Nationsbyggerne, en lille elite af intellektuelle og forfattere, anført af den unge og energiske jurist, Ljudevit Gaj, stod således over for det store dilemma, om de skulle vælge én af de tre dialekter som fælles kroatisk nationalsprog eller forsøge en syntese. I begyndelsen herskede der, forståeligt nok, mildt anarki. I tidsskrifter, pamfletter og aviser blev der agiteret for national samling og samhørighed på alle tre dialekter, men i 1836 blev der truffet en væsentlig beslutning. Den nationale bevægelses førende tidsskrift skiftede navn fra Danica horvatska til Danica ilirska . Og man valgte fra nu af at skrive štokavisk og lade denne dialekt være mønster for det kommende fælles kroatiske sprog, som blot ikke skulle hedde kroatisk men illyrisk for de nationale drømme gik vidt: Det, det gjaldt om, var at samle hele den illyriske nation, og den strakte sig, som Gaj så lyrisk udtrykte det , "- som en lyre mellem Scutari, Varna og Villach". Og han dvælede i det poetiske billede og talte videre om lyrens strenge, der skulle stemmes til harmoni og samklang, og som udgjordes af alle Illyriens egne, et Storillyrien: Karaten, Gorizia, Istrien, Krain, Steiermark, Kroatien, Slavonien, Dalmatien, Dubrovnik, Bosnien, Montenegro, Hercegovina, Serbien, Bulgarien og Sydungarn. Det sprog, der bandt alle disse dele af den illyriske nation sammen,var efter illyrernes mening den stokaviske dialekt, dvs, den, serberne både i Serbien og i Habsburg (Vojvodina og Krajina) talte.

Illyrernes tanker, hvor flyvske og urealistiske de end kan forekomme idag, fremkaldte ikke modvilje i Wien, hvor man med stigende uro havde set sin Balkanpolitik truet af det ekspanderende Serbien. En sydslavisk enhed - med det habsburgske Sydslavien som tyngdepunkt vel at mærke - ville gøre Wien til den virkelige port til Balkan, efterhånden som den syge mand ved Bosporus måtte trække sig tilbage fra Europa. Ude i det store Illyrien var interessen begrænset. Bulgarernes frihedskamp begyndte først længe efter Europas store frihedsår 1848 og da den først var kommet igang var det slet ikke sydslavisk enhed men stormagtsspillet om Balkan, der stod på dagsordenen. Serbien, syd for Sava-Donau, havde tværtimod at drømme illyriske drømme, sit eget projekt, der gik ud på at befri de serbiske områder for osmannisk herredømme og opfattede sig med tiden mere som et sydslavisk Piemonte, der skulle fuldføre det, illyrerne havde drømt om siden begyndelsen af århundredet. Serberne i Sydungarn så naturligt hen til deres landsmænd og trosfæller i syd. Slovenerne var kølige og de illyriske kroater måtte endda se et slovensk nationalsprog og en slovensk nationalfølelse vokse frem nogenlunde samtidig med deres illyriske bestræbelser.

Så kroaterne stod tilbage med deres drømme om Zagreb som et centrum i et habsburgsk Jugoslavien, drømme, der blev knust i det store frihedsår 1848, da de med ban Jelačić i spidsen stillede sig på den europæiske reaktions side i nedkæmpelsen af den ungarske revolution og ikke fik den belønning, de havde ventet, en samlig af de kroatiske lande, men kom under det samme absolutistiske regimente som de nationer, der havde forsøgt sig med at gøre oprør. Kroaterne fik det som belønning, de andre fik som straf, som det rammende er blevet sagt.

Hjemme i Kroatien accepteredes valget af štokavisk heller ikke alle steder. Der blev gjort mange forsøg på at hævde den čakaviske og den kajkaviske dialekt i forhold til den stokaviske i en sprogstrid, der varede hele anden halvdel af det 19. århundrede og som ganske enkelt gik i den modsatte retning af det, illyrerne var gået ind for. Sprogforskere blandede sig i debatten og førte mange videnskabelige argumenter og overvejelser i marken i deres forsøg på at reformere det kroatiske standardsprog, i retning af en syntese mellem de kroatiske dialekter. Men bestræbelserne var forgæves, den štokaviske dialekt sejrede omkring århundredeskiftet og de få čakaviske og kajkaviske digtere, der stædigt og sentimentalt havde holdt fast ved deres hjemmegns dialekt, blev forvist til ydmyge pladser i regionallitteraturen. Sprogkampen i Kroatien blev efterhånden en strid om, hvor stor en rolle, kajkavisk skulle spille i forhold til štokavisk. Čakavisk kom til at spille en stadig mindre rolle og blev også rent geografisk trængt i periferien. Kajkavisk, derimod, blev mere og mere opfattet som det ægte og uforfalskede kroatisk og mange har senere på det nærmeste opfattet illyrernes valg af štokavisk som et skændigt nationalt forrædderi. Stærkest vel udtrykt af den kroatiske litteraturs store, gamle mand, Miroslav Krleža i hans kajkaviske Balade Petrice Kerempuha , der i en perfekt timing udkom i 1936, præcis 100 år efter at

Ileri kak pilki, faklonosi,
zaškrabani dijaki, larfonosi,
pokapali su paradno starinsku reč: KAJ

De illyriske drømme led skibbrud i 1848. Illusionen om én stor sydslavisk nation holdt ikke i virkelighedens barske verden, og kroaterne måtte indse, at de i stedet for at komme til at spille en rolle som centrum i et sydslavisk storrige, var blevet brikker i Østrigs del-og-hersk politik. Men med Ausgleich og Nagodba i 1867 og 1868 fik den ungarske og den kroatiske nationalisme igen et kraftigt incitament. Ungarn var blevet en ligeberettiget partner i det nye dobbeltmonarki, og de nationale kroater følte nu med deres Nagodba med Ungarn, at Kroatien var rede til at træde ind i kredsen af moderne europæiske stater jævnbyrdig og ligeværdig med de andre. Og som i Ungarn blev sproget et af midlerne til at fremme de politiske mål. Sproget skulle moderniseres. Det gamle sprog måtte forsynes med nye ord, der svarede til den moderne verdens krav, men det skulle ikke ske som det var sket tidligere blot ved bevidstløst at bruge de fremmedord, der, især fra tysk og ungarsk havde sneget sig ind i det borgerlige Agramer-kroatisk. Følgen blev en puristisk bølge, der skyllede alt fremmed væk dog uden at lade nogen i tvivl om, hvor de mange nye kroatiske ord var kommet fra. Friedhof og Bahnhof blev til mirogoj og kolodvor , mens klassiske fremmedord som bibliotek og universitet blev til knjižnica og sveučilište .

Selve dannelsen af de mange nye ord skete på forskellig måde. Enten ved oversættelseslån, som f. eks. kompositerne kolodvor eller mirogoj eller ved afledning, som i knjižnica eller sveučilište . Den puristiske tradition er forblevet et karakteristisk træk i kroatisk og udfolder sig især i disse år, hvor Kroatien, efter at være blevet en selvstændig og uafhængig stat på alle måder søger at distancere sig fra fællesskabet med serberne.

Skabelsen af det serbokroatiske fællessprog hviler på især to aftaler. Den første aftale blevet truffet på nogle møder i Wien i 1850, med deltagelse af kroatiske og serbiske filologer og forfattere, der i skøn forening og samdrægtighed anbefalede den stokaviske dialekt som serbernes og kroaternes fremtidige, fælles skriftsprog og med ligeret for begge alfabeter, det latinske og det kyrilliske. Og også en af de mest iøjnefaldende forskelle, forskellen mellem ekavisk og jekavisk udtale ( mleko – mlijeko ) blev bibeholdt og de to udtaler stille lige.

Aftalen, kendt som Bečki književni dogovor, bandt ingen for mødedeltagerne havde intet mandat fra nogen. Ikke desto mindre fik den afgørende betydning og har siden været det grundlag, det fælles serbokroatiske standardsprog har udviklet sig på.

Den næste aftale, Novi Sad-aftalen, kom til mere end hundrede år efter, i 1954 og under ganske andre forhold. I den tid, der var gået, var Jugoslavien blevet grundlagt, opløst igen og dannet påny, denne gang som en føderal, socialistisk stat, hvor ikke mindst sproget blev betragtet som en af de vigtigste værktøjer til at fremme styrets første og mest fundamentale paroler: Broderskab-Enhed. Så deltagerne i Novi Sad-møderne stod over for et stærkt politisk imperativ. Det, de skulle nå frem til, var en modus vivendi mellem den serbiske og den kroatiske variant, der geografisk delte sprogområdet i nogenlunde ligestore halvdele. Mødet sluttede med et dokument, der i virkeligheden ikke sagde meget andet end det fra for 104-år siden foruden en del pæne ord om ligeberettigelse og forståelse mellem nationerne. Det viste sig imidlertid hurtigt, at serberne og kroaterne var uenige i fortolkningen af aftalen. I den polemik, der fulgte fremgik det tydeligt, at Kroaterne mente, at serberne forsøgte at udbrede ekavisk og serbisk til hele det serbokroatiske sprogområde, hvorimod serberne hævdede, de ikke havde nogen som helst ønsker om at påtvinge nogen deres variant. Diskussionen endte i 1971, da den kroatiske kulturinstitution Matica hrvatska opsagde samarbejdet med Matica srpska om udarbejdelsen af en fælles ordbog. Nogenlunde samtidig kom opsigelser af aftalen både fra Montenegros forfatterforening og forfatterforeningen i Bosnien-Hercegovina. Dermed var aftalen, efter 16 års opslidende og hadefulde diskussioner i praksis sat ud af kraft og vejen banet, også på det sproglige og kulturelle område, for den opløsning, der kulminerede med Jugoslaviens sønderlemmelse i 1991.

Igen står Kroaterne over for et dilemma. Myndighederne lægger stor vægt på forskellene mellem det, der før blev kaldt to varianter af serbokroatisk, men som de idag kalder for to sprog. Da Kroatien var blevet anerkendt som en selvstændig nation modtog universiteter og biblioteker verden over en skrivelse, hvori den kroatiske kultur- og undervisningsminister beder alle de pågældende institutioner om at tage til efterretning, at der ikke længer er noget, der hedder serbokroatisk, men kun kroatisk. Men langt den største del af befolkningen forstår ikke den endeløse strøm af nye ord, som medier og politikere vælter ud over dem. Det har været så massiv en påvirkning, at en anerkendt sprogforsker som Ivo Pranjković fra Zagrebs universitet har sagt fra, og meget nøgternt hævdet, at man ikke kan ændre sproget fra oven, ved at en lille elite sidder og bestemmer, hvordan sprogbrugerne skal tale deres modersmål. Da der ikke er morfologiske forskelle mellem de to varianter (som jeg stadig tillader mig at kalde dem) af serbokroatisk, og de fonetiske og syntaktiske forskelle ubetydelige, er det blevet ordforrådet, der er blevet genstand for den største årvågenhed og interesse. Og symptomatisk nok er den første større ordbog, der er blevet udgivet i Zagreb efter selvstændigheden en serbisk-kroatisk differensordbog, hvis forfatter, Vladimir Brodnjak gennem et langt liv har samlet materiale til en sådan ordbog, men først nu har fået mulighed og lov til at udgive den. Forfatterens mål med ordbogen har været at hjælpe de kroater, som ønsker at læse den serbiske litteratur, men har haft svært ved det på grund af sproget. At den fremtrædende slavist og lingvist, professor Dalibor Brozović, der tillige var en af Franjo Tuđmans vicepræsidenter, havde forsynet ordbogen med et efterskrift, må betragtes som den højeste lingvistiske og politiske imprimatur. Og ordbogens omfang, løseligt anslået til at indeholde ca. 12-13.000 serbiske opslagsord, med de kroatiske ækvivalenser må vise, hvor stor forskellen er mellem serbisk og kroatisk. Desværre holder de gode intensioner ikke for en nærmere undersøgelse af ordbogens indhold. Langt den overvejende del af ordstoffet består af dialektord, gamle ord, fremmede ord, som også er ukendte for almindelige serbere. Det vil føre alt for vidt, at remse blot et nogenlunde dækkende udvalg af de museale ord op. Et enkelt eksemplar må række. For eksempel angives ordet komivoažer at være det serbiske ord for det kroatiske trgovački putnik . Det såkaldt serbiske ord, der øjensynligt er en forvansket form af fransk commis voyageur, findes imidlertid ikke i mange serbiske ordbøger, ikke engang i den store Matica-ordbog, men dog i det serbiske akademis ordbog, hvor ordet bliver karakteriseret som en barbarisme og iøvrigt forklaret som trgovački putnik .

Med opløsningen af Jugoslavien opløstes blandt så meget andet fælles, det sproglige fællesskab som havde bundet de fleste jugoslaviske nationer sammen igennem mange år. De gensidige påvirkninger, der i tidens løb har været mellem de forskellige dele af det store serbokroatiske sprogområde, bliver nu ensidigt udlagt som tvang og forsøg på dominans., selvom de også på mange måder har været en berigelse. I Bosnien søger de muslimsk dominerede myndigheder nu at skabe et bosnisk sprog, nogenlunde efter samme recept som i Kroatien. Det er igen ordforrådet, der alene konstituerer sproget, og igen står der sprogvidenskabsfolk bag.Ordbogen, som skal vise det bosniske sprogs egenart hedder Rječnik karakteristične leksike u bosanskome jeziku fra 1992 og er forståeligt nok præget af Bosniens lange historiske tilknytning til den islamiske verden. Med alliancen mellem kroater og muslimer i Bosnien-Hercegovina og den forestående føderation mellem dem, må der opstå nye dilemmaer og problemer, når man nu tilsyneladende har valgt at lade sproggrænser og nationale grænser falde sammen. Hvad skal være det officielle sprog i den bosniske føderation? Bosnisk eller kroatisk? Kan man forestille sig de nationalistiske kroater i Herceg-Bosna tale bosnisk? Eller muslimerne gå med til at tale kroatisk? Eller skal vi have et nyt dobbeltsprog "Kroato-bosnisk" eller "Bosna-kroatisk"? Og hvilket sprog skal man sige de serbere taler, som bor i Bosnien-Hercegovina, men ikke vil være med i føderationen?

Summary

Since 1836, when the Croation romantic movement Ilirski pokret chose the štokavian dialect as literary standard, discussions have from time to time questioned the linguistic unity with the Serbs. This was the case in the second half of the 19 th century, and in the period between the two worldwars. Today the Croatian intellectual and political elite is creating a new Croatian standard.

Per Jacobsen, Søgen efter identitet. Kroatiske dilemmaer 1836-1994 , in: En slavist i humanismens tegn. Festskrift til Kristine Heltberg , København: C. A. Reitzels Forlag, 1994, s. 128-134.