Per Jacobsen

Slovenien – ro og reformer

(Ex-Jugoslavien)

1999 vai ikke valgår i Slovenien, så året forløb stort set uden større konflikter eller politiske skandaler. Og ingen særlige begivenheder påkaldte sig omverdenens opmærksomhed. Den indenrigspolitiske debat drejede sig først og fremmest om en ny valglov. En tidligere folkeafstemning (1996) om valgsystemet, hvor befolkningen skulle vælge mellem tre modeller, flertalsvalg i enkeltkredse, proportionalvalg eller en blanding af disse to, havde ikke givet den krævede 50% støtte til nogen af modellerne. Forfatningsdomstolen besluttede efterfølgende i 1999 at fremtidige valg skulle foregå som flertalsvalg i enkeltkredse, fordi denne model havde opnået 45% af stemmerne, I 1999 blussede diskussionen op igen, da en gruppe partier i parlamentet gjorde gældende, at valgloven ifølge forfatningen skulle vedtages i parlamentet, og det stod klart, at de partier, der ville følge forfatningsdomstolens afgørelse ikke kunne mønstre det krævede to trediedeles flertal ved en afstemning. Debatten kom på den måde til at handle om forfatningsmæssige principper. Modstanderne af majoritetsvalg hævdede, at parlamentsmedlemmerne var valgt til at repræsentere hele befolkningen og ikke måtte give efter for pression udefra. “Ingen over og ingen ved siden af parlamentet”. Tilhængerne gjorde på deres side gældende, at Slovenien vai en retsstat, hvilket betød, at forfatningsdomstolens kendelser skulle respekteres, også af parlamentet.

Det politiske liv i Slovenien er temmelig fragmenteret med syv partier i Parlamentet. En valglov med flertalsvalg i enkelkredse ville tvinge partier med mere eller mindre fælles grundlag og mål til at slutte sig sammen eller danne koalitioner forud for parlamentsvalgene. Gennem de sidste otte år var Slovenien blevet styret af en bred regeringskoalition, sammensat af partier fra begge sider af det traditionelle højre-venstre spektrum. Det liberale demokratiske Parti, ledet af Janez Drnovšek, der havde været premierminister i otte år, havde formået at bygge bro over de ideologiske forskelle.

Problemet var, at forskellene mellem de politiske partier havde sit udspring i gamle ideologiske og historiske modsætninger, ikke i aktuelle sociale, økonomiske eller politiske forhold. To højrepartier, Det slovenske Folkeparti og De kristelige Demokrater meddelte i begyndelsen af 1999, at de ville slutte sig sammen. Begge partier byggede på et kristent livssyn, men deres oprindelse var forskellig. Det slovenske Folkeparti blev dannet i 1988 som en slags 1andmændenes fagforening, mens De kristelige Demokrater blev grundlagt som et regu1ært politisk partì i 1989. Begge partier har siden 1990 til forskellige tider deltaget i regeringsarbejdet. Da diskussionen om valgloven blussede op i begyndelsen af året begyndte de to partier at tale om nødvendigheden af at slå sig sammen, men sammenslutningen blev ikke til noget på grund af rivalisering om lederskabet i det kommende parti.

Det var afgjort de små partier, der så en fare for deres eksistens i flertalsvalgmåden. Med proportionssystemet var de på det nærmeste sikret ti procents repræsentation i parlamentet.

Det lykkedes ikke at nå til et kompromis i løbet af året. Men det er bydende nødvendigt at nå til en løsning inden november 2000, hvor der igen skal afholdes valg til parlamenttet.

Regeringsarbejdet forløb roligt uden store uoverensstemmelser. Tre minstre blev udskiftet i løbet af året. Indenrigsministeren gik af efter en midtillidsdagsorden efter beskyldninger mod medlemmer af politistyrken for at have begået krigsforbrydelser under den korte løsrivelseskrig i 1991. En undersøgelse viste imidlertid, at beskyldningerne var grundløse. To andre ministre, økonomiministeren og undervisningsministeren trådte tilbage af personlige grunde. Ny undervisningminister blev Tea Petrin, der var professor ved universitetet i Ljubljana, og blev den første kvindelige minister i nogen slovensk regering.

Forholdet tu omverdenen

NATOs bombninger af den jugoslaviske forbundsrepublik forstærkede den slovenske regerings ønsker om og accentuerede dens behov for et tættere forhold til Vesten. I april udtalte den slovenske udenrigsminister Boris Frleč, at slovenerne var klar over, at “vi ikke kan overleve alene. Vi fortsætter vore bestræbelser på at overbevise NATO om, at vi er troværdige, pålidelige, vederhæftige og sikre allierede.” Og premierminister Janez Drnovšek sagde under et besøg i Washington, at han havde tillid til, at hans land ville blive den første kandidat, når NATO ønskede at optage nye lande i organisationen. Han sagde yderligere, at Slovenien under Kosovokrisen havde opført sig mere som en “NATO-allieret” end som et medlem af Partnerskab-for-fred, og at Slovenien var rede til at deltage i en olieblokade mod Serbien, dersom NATO ønskede det. Og præsident Milan Kučan udtrykte i maj sin fulde støtte til NATOs bombardementer af Jugoslavien.

Økonomiske reformer

Et af EUs krav til Slovenien som ansøgerland var reformer på en række områder. Et af kravene var en momsbeskatning, der også blev indført i 1999. Trods forventninger om stigende inflation ved indførelsen af en momsbeskatning faldt inflationen fra 7,9% i 1998 til 6,2 i 1999.

Der blev også efter lang tids pres fra Den internationale Valutafond (IMF) indført et nyt pensionssystem i 1999, der i grove træk gik ud på, at slovenerne skulle være længere på arbejdsmarkedet og til gengæld få mindre pension. Det var forventet, at denne reform ville føre til et fald i levestandarden, men den blev faktisk gennemført uden nævneværdige protester. Arbejdsløsheden faldt fra 120.000 i 1998 til 115.000 i 1999. (Af en samlet befolkning 1.9 mio). Den økonomiske vækst havde stabiliseret sig på 3,5%.

Privatisering af Sloveniens te statsejede banker, Nova ljubljanska Banka og Nova kreditna Banka skulle efter planen være gennemført i løbet af året, men regeringen kunne ikke enes om, på hvilken måde privatiseringen skulle gennemføres. En mulighed var at sælge aktierne til indenlandske og udenlandske investorer, en anden at fordele aktierne til befolkningen. Den sidste mulighed var ikke indbringende, men vil være et godt politisk aktiv i valgkampen op til parlamentsvalget i 2000, Heller ikke privatiseringen af de statsejede forsikrings-selskaber blev som planlagt gennemført i 1999.

Per Jacobsen, Ex-Jugoslavien, i: Øststatus 1999, Red. Af P. Jacobsen, København: C. A. Reitzel, Københavns Universitets Østeuropainstitut, [s. a.], s. 137-139.