Per Jacobsen

Kroatien

(Ex-Jugoslavien)

Internationale forviklinger

Forholdet mellem det internationale samfund og Kroatien blev skærpet i efteråret, da den kroatiske justitsminister Zvonimir Šeparović igen forhalede udleveringen af den krigsforbrydersigtede Mladen “Tuta” Naletili til den internationale domstol i Haag. USA truede med at indføre sanktioner mod landet, og præsidenten for domstolen, Carla del Ponte udtalte endvidere, at hun ville sende en officiel klage til FNs sikkerhedsråd, dersom Kroatien fortsat nægtede at udlevere dokumenter om den kroatiske hærs operationer mod serberne i Krajina i sommeren 1995.

Arbejdsløshed

Ifølge de officielle statistikker var der i sommeren 318.000 arbejdsløse i Kroatien. (Samlet befolkning 4.000.000), hvilket var en fordobling sammenlignet med situationen i 1990. Finansminister Borislav Škegro udtalte i den anledning, at tingene ikke var så slemme, som de så ud. Sammenslutningen af uafhængige fagforeninger hævdede, at de tværtimod var værre end de så ud, for selv de, der havde arbejde havde svært ved at klare dagen og vejen. Omkring 63% af dem, der var i arbejde tjente mindre end de 740 DM, der var den gennemsnitlige månedsløn. Iflg. beregninger fra fagforeningerne var det nødvendigt med en månedlig indkomst på 1.180 DM for at dække de nødvendige udgifter for en familie på fire personer. Allerede i løbet af sommeren bebudede oppositionspartierne, at løsningen af arbejdsløshedsproblemet ville blive et højt prioriteret emne i valgkampen til parlamentet i slutningen af året. Det liberale Parti lovede at skaffe 150.000 nye arbejdspladser, mens Det kroatiske Folkeparti lovede 200.000. Ingen af partierne gjorde dog nærmere rede for, hvordan de ville skaffe alle disse nye arbejdspladser. Under alle omstændigheder var de sociale forhold blevet så dårlige, at mange borgere, der tidligere havde stemt på præsident Franjo Tudjmans parti, Den kroatiske demokratiske Union (HDZ) efter alle meningsmålinger at dømme nu ville stemme på oppositionen.

Franjo Tudjmans sygdom og død

Alle politiske begivenheder i Kroatien i 1999 overskyggedes af landsfaderen, Franjo Tudjmans sygdom og død i slutningen af året. Landets stigende isolation på grund af hans autoritære ledelse og manglende samarbejdsvilje med Vesten havde ført til voksende politisk og social uro, der ikke mere kunne holdes i ave med bombastiske udtalelser om trusler fra indre og ydre fjender.

Præsidentens sygdom blev i længere tid holdt skjult og blev nærmest behandlet som en statshemmelighed, men i november var det ikke længere muligt at skjule, at præsidenten var blevet hasteopereret og at han led af kræft. I tiden forinden forinden havde Tudjman, når han havde vist sig offentligt, set tydelig svækket og syg ud, og under hans officielle besøg i Vatikanet vai flere arrangementer blevet aflyst på grund af præsidentens ‘træthed’. Efter operationenen i november blev det meddelt, at præsidenten ville udføre sine hverv fra sygesengen.

Bag kulisserne begyndte en magtkamp i HDZ. Det vai tydeligt, at man ventede præsidentens snarlige død, og mange iagttagere udtrykte frygt for, at høgene i partiet ville træffe afgørende beslutninger i partilederens fravær. Det blev fra officielt hold hårdnakket hævdet, at præsidenten var i bedring, men flere uafhængige aviser bragte ligeså hårdnakket forlydender om, at det i realiteten var en gruppe højtstkende HDZ-medlemmer og statsembedsmænd, der styrede landet. Den 26. november erklærede den kroatiske forfatningsdomstol, at præsidenten midlertidigt var ude af stand til at udføre sine funktioner og overdrog magten til formanden for det kroatiske parlament, den 70-årige forfatter, Vlatko Pavletić, der, som det første, han foretog sig, udsatte parlamentsvalget til januar 2000.

Samtidig rned at utilfredsheden med regimet voksede, vandt Det kroatiske Socialdemokrati, SDP stigende støtte i befolkningen. Fra at være en ubetydelig del af den svage og splittede politiske opposition var partiet efterhånden vokset til at være det stærkeste oppositionsparti, og kunne iflg. meningsmålingerne, sammen med Kroatiens social-liberale Parti (HSLS) få fiertal i det kroatiske parlament, Sabor ved valget, der oprindelig var planlagt at finde sted den 22. december, men altså på grund af præsidentens tilstand var blevet udsat til januar. Også internationalt gjorde socialdemokratiet sig gældende, idet det på Det socialistiske Internationales 21. kongres i Paris enstemmigt blev optaget i den indflydelsesrige sammenslutning af europæiske socialdemokratier.

Tudjmans fraver blev mere og mere mærkbart. Præsidenten for Zagrebs populæreste og største fodboldklub Croatia-Zagreb foreslog nu, at klubben skulle vende tilbage til sit oprindelige navn Dinamo-Zagreb. Dette var i en verden, hvor symboler er betydningfulde, ikke nogen ligegyldig sag, der kun angik den pågældende klub og dens medlemmer og ti1hængere. Navnet Dinamo-Zagreb stammede fra tiden før Berlinmurens fald, hvor ethvert ordentligt socialistisk land skulle have en eller flere sportsklubber med dette socialrealistiske navn. Et af udslagene af Tudjmans magtfuldkommenhed var hans krav i 1993 om at ændre klubbens navn til Croatia-Zagreb, et krav, der naturligvis blev efterkommet, men som vakte stærk utilfredshed og modstand blandt klubbens tilhængere og førte til voldsomme sammenstød med politiet under klubbens kampe.

Den 10. december døde så Franjo Tudjman. Han havde været landets ubestridte leder siden uafhængigheden, men havde med sin udemokratiske og autoritære ledelse skadet Kroatiens omdømme i omverdenen. Det var betegnende for landets isolation, at ikke ét vestligt statsoverhoved deltog i hans begravelse. Kun den tidligere tyske udenrigsminister, Hans Dietrich Genscher, der havde gennemtvunget EUs anerkendelse af Kroatiens selvstændighed i 1991 deltog, men som privatperson.

Per Jacobsen, Ex-Jugoslavien, i: Øststatus 1999, Red. Af P. Jacobsen, København: C. A. Reitzel, Københavns Universitets Østeuropainstitut, [s. a.], s. 140-141.